Oversigt: Det ved vi om det nye coronapas
App'en 'Min Sundhed' skal indeholde danskernes coronapas.
Er du i tvivl om, hvor du skal vise coronapas, og hvordan du får sådan et? Vi har samlet en oversigt med de foreløbige informationer.
Restaurantbesøg og frisørtider kommer til at foregå med et gyldigt coronapas som adgangskrav. Det fremgår af aftaleteksten fra den store genåbningsplan, der blev offentliggjort sent mandag aften. På den måde kan store dele af erhvervs- og kulturlivet genåbne tidligere end ellers, mener aftalepartierne for planen.
Dermed bliver det et krav, at du kan fremvise, at du enten er færdigvaccineret, har været smittet før eller er testet negativ inden for 72 timer. Både PCR-test og hurtigtest er gyldigt som dokumentation, og børn under 15 år vil være undtaget.
Her følger en foreløbig oversigt over coronapasset.
Hvor skal jeg vise coronapas?
Her skal du vise coronapas i 2021:
- Hos liberale serviceerhverv som frisører og tatovører fra den 6. april.
- Ved udendørs servering på restauranter og cafeer mv., museer, kunsthaller samt biblioteker fra den 21. april.
- Ved indendørs servering på restauranter og cafeer mv., konferencer, spillesteder, teatre, biografer og lignende øvrige lokaler, hvor der udøves kulturaktiviteter fra den 6. maj.
- Til indendørs idræt for voksne over 18 år fra den 6. maj.
- Ved resterende idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter fra den 21. maj.
- Ved indendørsfaciliteter i forlystelsesparker, zoo mv. og legelande fra den 21. maj.
- På daghøjskoler og aftenskoler fra den 21. maj.
- Børn og unge under 18 år skal ikke vise coronapas, når indendørs idræt i organiseret regi åbner den 21. april.
- Aftalepartierne forhandler på baggrund af et fagligt oplæg fra myndighederne, hvilke konkrete sportsgrene, der er omfattet, og hvilke smitteforebyggende tiltag, der skal tages for indendørs idræt henholdsvis over og under 18 år.
- Der vil fortsat gælde relevante smitteforebyggende tiltag som begrænset åbningstid, kvadratmeterkrav, krav og anbefalinger om brug af mundbind, begrænsning af samlet antal publikummer, siddende publikum mv., og der vil gælde retningslinjer vedrørende afstand, hygiejne mv. Tiltagene vil blive drøftet i sektorpartnerskaberne på baggrund af oplæg fra myndighederne.
Kilde: Statsministeriet
Hvordan får jeg et coronapas?
- Fra ultimo marts vil appen "MinSundhed" fungere som dit coronapas.
- Ultimo maj forventes en mere avanceret og brugervenlig app at blive lanceret.
- 'Min sundhed' og sundhed.dk er der, hvor man tjekker sine sundhedsdata samt ser svar på coronaprøver med mere.
Hvad hvis jeg ikke har en smartphone?
- Aftalepartierne er enige om, at færdigvaccinerede borgere, der ikke anvender digitale løsninger, skal have en let og ubureaukratisk adgang til at dokumentere deres vaccination.
- Det kan for eksempel sikres ved, at vaccinationspasset tilsendes med fysisk post efter to gennemførte vaccinationsstik.
- Ligeledes skal borgere, der ikke anvender de digitale løsninger, kunne anvende fysisk dokumentation for en negativ test.
Kilde: Statsministeriet
Hvor længe skal coronapas være et krav?
- I maj og juni 2021 drøfter aftalepartierne erfaringerne med at anvende coronapasset og tager stilling til dets fortsatte omfang og brug.
- I august 2021 aftaler aftalepartierne, hvilke konsekvenser det skal have for coronapasset, at alle borgere, der ønsker det, er færdigvaccinerede.
- De er således enige om en "solnedgangsklausul". Altså at anvendelsen af coronapasset ikke skal fortsætte til andre aktiviteter end turisme og rejser.
- Aftalepartierne noterer sig, at regeringen arbejder efter, at der kan åbnes for rejse med coronapas samt smitteforebyggende tiltag - forudsat, at myndighederne vurderer, at data fra de pågældende lande er valide og troværdige.
Kilde: Statsministeriet
Når de ældste og sårbare borgere samt borgere over 50 år, der ønsker det, er vaccineret med første stik, kan samfundet genåbnes. Dog vil der forventeligt stadig gælde restriktioner i forhold til arrangementer med risiko for superspredning, herunder større arrangementer og natteliv, rejserestriktioner samt generelle smitteforebyggende tiltag.
Regeringen er sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet blevet enige om den samlede rammeaftale for genåbningen af Danmark. Nye Borgerlige forlod forhandlingerne og er derfor ikke med i aftalen.