For børn og barnlige sjæle: Fårup Sommerland
Foto: Martin Stilling / TV2 Øst
Mange holder ferie i Danmark i år, så TV2 ØST er kørt til TV2 Nords sendeområde for at finde de bedste sommeroplevelser i det nordjyske.
- Først skal vi et smut ned til Lynet. Så videre til Hvirvelvinden. Så skal vi prøve årets nye forlystelse, Skovturen, og så tager vi videre til Saven og Orkanen!
Sådan lyder 12-årige Oskar Linnemann Prehns hæsblæsende planer for første del af vores besøg i Fårup Sommerland.
Den unge herre ved, hvad der er værd at vide om sommerparken. Han kender Fårup Sommerland bedre end sin egen bukselomme, og derfor er et ham, der guider os rundt. Og allerede efter første stop, er jeg og blæst godt og grundigt omkuld.
Lynet er et monster af en rutsjebane.
- Først bliver vi skudt afsted med en acceleration, der når 80 km/t på bare to sekunder, og så kommer vi op i 20 meters højde, forklarer Oskar Linnemann Prehn, der unægteligt må verdens største Fårup-fan.
Fra 20 meters højde burde man kunne nyde udsigten over parken. Men jeg tænker ikke en eneste tanke, mens vi er under vejs. Jeg skriger bare. Uafbrudt. Indtil turen er ovre. Og da vognen igen holder stille, kan jeg konstatere:
Shit, det var sindssygt. Sindssygt fedt!
Blomster, badeland og barnlig begejstring
I syv timer styrter vi rundt i Fårup Sommerland. Vi har travlt, for vi vil gerne nå at prøve så meget, som muligt. Men vi kan ikke undgå at bemærke, hvor hyggeligt der er omkring os.
Hver forlystelse er tematiseret, og omgivelserne omkring den er indrettet efter det givne tema – ved Lynet ryger det eksempelvis ud fra bygningen, som om et lyn netop er slået ned i bygningen. Og når vi ikke står ved en tematiseret forlystelse, synes temaet generelt at være “hyggelig blomsterpark”.
Efter fire timer med rutsje-, sving- og snurreture rykker vi videre til badelandet. Hvor end vi kigger hen, snor en ny vandrutsjebane sig, og vores eneste udfordring er, at vi skal beslutte, hvad vi helst vil prøve først.
Yderligere to timer flyver afsted, inden vi får set os om. Og vi bliver enige om at slutte af med en tur i Vandkanonen:
Om oplevelsen
Fårup Sommerland: 5/5 stjerner
Entrépris: 295 kr.
Jeg kravler ind i en form for rør - højt oppe over badelandet.
- Er du klar?, spørger medarbejderen ved vandrutsjebanen mig om. Jeg svarer nej.
- Det bliver du, griner hun til mig, og så forsvinder gulvet under mig.
Efter flere meters frit fald, to loops og et 10.3 sekunder langt skrig lander jeg i bassinet for foden af rutsjebanen.
Hvis Fårup Sommerland er for børn, vil jeg aldrig blive voksen!