Viceborgmester anklages for sexchikane
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST
Viceborgmester Viggo Vangsgaard repræsenterer i dag SF i Morsøs kommunalbestyrelse (arkivfoto).
Morsøs viceborgmester Viggo Vangsgaard beskyldes for seksuelle krænkelser af tidligere partifælle. Han afviser beskyldningerne.
Morsø Kommune har fået sin egen sag om seksuelle krænkelser.
Avisen Nordjyske skriver søndag, at kommunens viceborgmester Viggo Vangsgaard i 2019 fik valget mellem at blive ekskluderet af Socialdemokratiet eller frivilligt at melde sig ud - anledningen var beskyldninger om sexchikane mod det socialdemokratiske medlem af kommunalbestyrelsen, Pia Storm.
Oplysningerne bekræftes af formanden for Socialdemokratiet på Mors, Svend Erik Jørgensen.
- Pia Storm ringede til mig for et års tid siden og fortalte, at hun helt tilbage fra starten af sin første i 2014 havde været udsat for grænseoverskridende seksuelle tilnærmelser fra Viggo Vangsgaard. Hun gav mig nogle helt konkrete eksempler. Da jeg hørte det fra Pia dengang, sagde jeg: Det vil jeg simpelthen ikke finde mig i, siger Svend Erik Jørgensen til Nordjyske.
Opfordring under budgetseminar
Ifølge formanden har Vangsgaard blandt andet spurgt sin kvindelige byrådskollega, om han "skulle smide hende op på et bord og tage hende bagfra", ligesom han på et budgetseminar skulle have opfordret hende til at gå med ind på hans værelse, så de kunne elske.
Til TV MIDTVEST fortæller Pia Storm, at hun som kvinde føler sig sårbar i at stå frem, da det både er ubehageligt og ”kan ende i en shitstorm”:
- Set i bagklogskabens klare lys skulle jeg nok have råbt op lidt tidligere. Men jeg havde faktisk tænkt, at det her kan du godt selv klare, Pia. Jeg er kendt for at være stærk og kan godt svare for mig. Men når det er sådan hen over flere år, så kunne jeg ikke mere, fortæller Pia Storm, der sidder i kommunalbestyrelsen for Socialdemokraterne i Morsø Kommune.
Hun forstår godt, hvis folk, der ikke selv har haft lignende oplevelser, kan være i tvivl om, hendes historie passer, men hun mener først, det er blevet socialt acceptabelt af stå frem de seneste måneder:
- Det er ikke, fordi jeg er sart, jeg kan godt klare værkstedshumor og pjat, men jeg ved også, hvornår det ikke er sjovt, og hvornår der ligger noget bag, siger Pia Storm.
Skriftlig aftale
Viggo Vangsgaard siger til TV MIDTVEST, at han ikke på nogen måde kan nikke genkendende til beskyldningerne.
- Derudover vil jeg nok overveje at snakke med en jurist på mandag og overveje en injuriesag. Derfor ønsker jeg faktisk ikke at udtale mig ret meget mere om sagen.
Men du kan overhovedet ikke genkende det?
- Nej, det kan jeg ikke, og det har jeg også meddelt Pia Storms partiformand, da han kom med beskyldningerne. Pia har ikke ønsket at mødes med mig på noget tidspunkt. Jeg gav hende en fuld undskyldning, selv om jeg ikke genkender noget af det - men hvis hun har følt sig truffet eller chikaneret på nogen måde, skulle hun selvfølgelig have en undskyldning, siger Viggo Vangsgaard.
Nordjyske skriver, at Viggo Vangsgaard og Pia Storm i oktober 2019 underskrev en aftale, som beskriver, hvordan Storm har følt sig seksuelt krænket/chikaneret af Viggo Vangsgaard - og at Vangsgaard herefter skulle melde sig ud af partiet.
Vangsgaard siger til TV MIDTVEST, at han skrev under på, at han ville forlade den socialdemokratiske gruppe.
- Jeg skrev ikke under på, at jeg har godkendt de der chikanepåstande, hun kom med. Jeg skrev under på, at vi skulle have ro i partiet, siger han.
Borgmester bekræfter aftale
Morsøs borgmester, Hans Ejner Bertelsen (V), siger til TV MIDTVEST, at han blev orienteret om den skriftlige aftale mellem Viggo Vangsgaard og Pia Storm.
- Det blev kraftigt betonet, at sagen var lukket, og at jeg skulle behandle den med streng fortrolighed. Det har jeg selvfølgelig gjort. Jeg synes, at det er en trist sag, og jeg er ked af, hvis der er nogen, der har følt sig forulempet. Det har faktisk været min opfattelse, at vi havde en god tone og omgang med hinanden, siger borgmesteren.
Hans Ejner Bertelsen fortæller, at han efter Sofie Lindes tale til Zulu Comedy Galla har understreget over for kommunalpolitikerne, at de skal henvende sig til ham eller kommunaldirektøren, hvis de oplever det mindste.
Viggo Vangsgaard meldte sig i november 2019 ud af Socialdemokratiet. I dag repræsenterer han SF i kommunalbestyrelsen.