Vestjyske singler søges til ny sæson af ’Kærlighed hvor kragerne vender’
Foto: Anders Brohus / TV 2
Fire nye deltagere skal findes i det vestjyske til den kommende sæson.
Tilmeldingen er nu åben til den næste sæson af TV 2-programmet 'Kærlighed hvor kragerne vender', der denne gang skal optages i Nordvestjylland.
Kunne du tænke dig at medvirke i TV-programmet ’Kærlighed hvor kragerne vender’? Eller kender du en, der skal meldes til? Så er tiden inde.
TV 2 og produktionsselskabet BLU søger nemlig singlefyre fra landsbyer i Nordvestjylland til sæson to af programmet.
- I første sæson var vi i Sønderjylland. Nu vil vi gerne nordvestpå og ud til vandet. Der er så dejligt og smukt, lyder det fra caster Marie-Louise Ejby Magnussen fra BLU.
Området der castes i tæller blandt andet Thy og Mors – og højt på ønskesedlen står fiskere eller andre, der arbejder på havet.
- Jeg vil skynde mig at sige, at alle er velkomne til at søge og finde kærligheden uanset, hvad de laver. Fiskeren er oplagt at nævne i castet, fordi vi blandt andet gerne vil ud til vandet. Det allervigtigste er, at de søger kærligheden og vil den.
Tilmeld dig her
Produktionsselskabet har nu to måneder til at finde fire vestjyske mænd til de nye episoder. Det er muligt at tilmelde sig via linket her.
- Det gode cast er en mand mellem 20 og 40 år. Han er udadvendt og nem at omgås. Han må gerne se godt ud, men det er vigtigere, at han er charmerende og har humoristisk sans. Og så at han drømmer om den store kærlighed, men ikke har fundet den endnu.
- Mange mænd skal lige have skubbet. Så måske sidder der en god ven, søster eller svigerinde, som har lyst til at tippe os med en god kandidat, siger Marie-Louise Ejby Magnussen.
På den anden side af sommerferien begynder jagten på de 20 kvinder, der skal medvirke.
Det forventes, at der vil blive produceret omkring 10 afsnit af den nye sæson.