Ung McDonald's-ansat bortviste ballademagere og fik tæsk
Foto: Kathrine Sejersbøl Tobiasen, TV MIDTVEST
De ansatte på McDonald's Thisted smed de tre mænd ud.
Politiet har endnu ikke fundet frem til gerningsmændene.
En 21-årig medarbejder på McDonald's i Thisted er natten til søndag blevet overfaldet af tre mænd på havneområdet i Thisted.
Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Carsten Henriksen.
Den unge ansatte blev overfaldet ved tre-tiden af de tre mænd. Kort forinden havde han været med til at bortvise dem fra fastfood-restauranten, der ligger på Thisted Havn.
De tre mænd skulle blandt andet have kastet med mad, hvilket var med til at få dem bortvist.
På havneområdet blev den unge McDonald's medarbejder tildelt slag og spark af de tre bortviste gæster.
- Vi betragter det som en grov sag, når der er tale om slag og spark, lyder det fra vagtchefen.
Hører gerne fra vidner
Den 21-årige er ikke kommet alvorligt til skade i forbindelse med overfaldet.
Søndag morgen er det endnu ikke lykkedes for politiet at finde frem til de tre gerningsmænd, der var forsvundet fra området, da politiets patrulje nåede frem.
- Vi vil gerne høre fra folk, der kan have set noget, eller som kender de her folk, lyder det fra vagtchefen.
Han fortæller, at politiet nu skal have set nærmere på videomateriale fra området.