Udvidelse af testcenter: - Man udsletter en landsby for to møllers skyld
Foto: Jakob Fenger / TV MIDTVEST
Inge Meldgaard har haft et fritidshus i Hjardemål Klit siden 1977.
Østerild Testcenter i Thy er lige nu i kikkerten til at få to nye vindmøller på op til 450 meter. Hvis det sker, så bliver det højst sandsynligt enden på landsbyen Hjardemål Klit.
I landsbyen Hjardemål Klit i Thy er Inge Meldgaard ved at gøre sin have i fritidshuset klar til efteråret. Et fritidshus, som hun har haft i over 45 år, og som hun nu er bekymret for, om hun kan beholde:
- Vi fortrænger det. Vi satser på, at det ikke bliver til noget. Folk tør slet ikke tænke på det.
Bekymringen kommer, fordi Østerild Testcenter lige nu er i kikkerten til at få yderligere to vindmøller, som kan blive op til 450 meter høje. Bliver de planer til virkelighed, så er der chance for, at husene i landsbyen skal eksproprieres, og dermed bliver Hjardemål Klit fortid.
- Vi er efterhånden blevet skeptiske overfor politikkernes intentioner – hvad der egentligt driver det? Der er garanteret enorme mængder af penge på spil for dem, der opfører dem. Og det kan godt gøre mig harm, at man bare udsletter sådan en landsby for to møllers skyld.
Møde med minister
Landsbyen har sin egen kirke, og for Inge Meldgaard er det især naturen, freden og roen, der gør området specielt. Og måske hun får lov til at beholde den. For det er endnu ikke besluttet, hvor de nye testvindmøller skal placeres, men der er gang i undersøgelserne.
Lige nu venter Thisteds borgmester, Niels Jørgen Pedersen (Venstre), på et møde med Louise Schack Elholm (Venstre), der er kirkeminister, minister for landdistrikter og minister for nordisk samarbejde:
- Overordnet tænker jeg, at det får en konsekvens for rigtig mange mennesker. Og så tænker jeg også, at vi ved jo ikke ret meget om, hvad der bliver konsekvenserne, så dem skal vi have nøje belyst.
En katastrofe
Inden den 27. oktober skal Thisted Kommune svare på nogle spørgsmål om projektet, som en del af screeningen af de nye testvindmøllers placering. Og skal testcentret i Østerild udvides, så kommer det til at koste.
- Der er ingen tvivl om, at vi er nødt til at teste de her møller et eller andet sted, men samtidig skal vi også have for øje, hvad det belaster thyboerne, og samtidig skal vi også på et eller andet niveau have noget ud af det. Vi kan sige det på en anden måde – det bliver i hvert fald ikke gratis, siger Niels Jørgen Pedersen.
Morten Bo Bertelsen (SF), der er medlem af kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune, troede, at det var slut med at udvide testcentret efter den seneste udvidelse i 2017. For ham kan det ikke komme på tale, at udslette landsbyen:
- Det er da en katastrofe. Det er nærmest et lille, lokalt kulturmiljø, der er her. Så jeg tænker, at det vil være alt for vidtgående.
Ikke et sommerhus andre steder
Imens fortsætter Inge Meldgaard med at ordne haven i fritidshuset.
- Vi er her altid - alle ferier med børn og børnebørn. Det er fordi, det er så fantastisk område. Man kan ikke bare købe et sommerhus et andet sted. Det vil ikke overhovedet have noget med det her at gøre.
Hun fortæller, at der på søndag er et møde på Frøstrup Skole om møllerne.