Tysk familie har holdt ferie i Vorupør i 50 år
Foto: Frederik Kortegaard, TV Midtvest
I 50 år har familien Fries fra Tyskland holdt ferie i Vorupør. I år er fem generationer taget afsted.
I 50 år har familien Fries fra Tyskland kørt de 800 kilometer til Vorupør for at holde ferie. Et år prøvede man noget andet - det var ikke en succes.
- Hvad skal jeg i Spanien? Aldrig.
Sådan lyder det fra overhovedet hos den tyske familie Fries, 85 årige Marlies Fries, når hun bliver spurgt, om det ikke ville være bedre at tage på ferie i Spanien.
I 50 år har hun været på ferie i Danmark. Og i alle årene, på nær et, er ferien gået til Vorupør.
- Et år gik ferien til Hvide Sande, fortæller Gaby Bombek. Hun er datter til Marlies Fries. Hun var bare en lille pige dengang. Men hun husker tydeligt, at det ikke var nogen succes.
Græd i Hvide Sande
- Min mor begyndte at græde efter tre dage. Så min far endte med at sige, at vi skulle pakke sammen, og så kørte vi til Vorupør, fortæller Gaby Bombek.
- Det var bare ikke det samme. Havet var godt nok det samme, og klitterne havde de også i Hvide Sande. Men det var ikke Vorupør, fortæller Marlies Fries om det mislykkedes forsøg på at holde ferie et andet sted.
Siden dengang har familien ikke veget fra traditionen. Troligt kører familien Fries de 800 kilometer fra hjemmet i Bottrup, der ligger stik vest for Dortmund i Tyskland.
I år er fem generationer med på ferien, og familien bor i to feriehuse. Det ene af husene har familien boet i siden 2006.
Og de yngre generationer har ikke noget mod den lidt forudsigelige ferie.
- Jeg kan godt lide, at Vorupør ikke er så stort. Jeg kender jo hver en en krog her, siger Sebastian Fries. Han er Marlies Fries barnebarn.
Anede ikke hvor Vorupør lå
- Det var lidt af en tilfældighed, at det lige blev Vorupør familien tabte hjertet til. Oprindeligt tog familien på teltferie, men et år for 50 år siden var teltet gået i stykker. Så valget stod mellem at købe et nyt telt eller køre et andet sted hen og leje et hus, fortæller Gaby Bombek.
Uden at ane hvad Vorupør var. Eller hvor det lå, faldt valget på kystbyen i Thy. Og det skulle vise sig at blive så stor en succes, at byen nu indgår i familiens ordsprog. "Einmal Vorupør immer Vorupør". En gang Vorupør. Altid Vorupør.
- Vi har lært så mange mennesker at kende her. Når jeg kommer til Vorupør, så føles det som om, jeg er kommet hjem, siger Marlies Fries.