Tre år for at have en revolver i bilen
Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord
Dommen faldt ved en ankesag i landsretten i Aalborg.
Byretten havde frikendt en 29-årig mand for våbenbesiddelse, men i landsretten klappede fælden.
Han blev anholdt i en bil foran My Way Pub i Aalestrup. I bilen fandt politiet også en revolver. Nu er den 29-årige Claus Aarup idømt tre års fængsel for blandt andet våbenbesiddelse.
Dommen faldt ved en ankesag i landsretten i Aalborg. I byretten var Claus Aarup kun dømt for indbrud, hæleri og vidnetrusler, men frikendt for den alvorligste tiltale om våbenbesiddelse. Det oplyser specialanklager Mikkel Holdensgaard fra Statsadvokaten i Viborg.
- Våbenloven er skærpet, og udgangspunktet er to år for våbenbesiddelse på et offentligt tilgængeligt sted, og så er det en skærpende omstændighed, hvis man tidligere er straffet af betydning, og den 29-årige er også tidligere dømt for våbenbesiddelse, forklarer Mikkel Holdensgaard.
I retten forklarede Claus Aarup ifølge anklageren, at han havde været til stede i bilen, men at han ikke havde været i besiddelse af revolveren. To andre mænd er tiltalt for at have haft revolveren sammen med Claus Aarup, men deres sager har ikke været i retten endnu.