Til 40 påskecups har Hans Jørgen været med som frivillig
Hans Jørgen Hansesgaard har ligesom Morsø Påskestævne 40 års-jubilæum.
Der er påskestævne nummer 40 på Mors, og blandt de 300 frivillige er der et par stykker, der kender stævnet bedre end de fleste.
Hans Jørgen Hansegaard er en af dem, der - ligesom Morsø Påskestævne - bare altid har været der. Men den ”super-frivillige” vil helst ikke tale sin egen præstation op.
- Jeg vil helst ikke fremhæves, siger han midt i strabadserne under årets håndbold-påskestævne.
Alle foreninger skulle have en Hans Jørgen
Tania Marie Høyer, centerleder, Sydvestmors Kultur- og Fritidscenter
I torsdags, da årets udgave begyndte, undgik han dog ikke det der med opmærksomheden.
- Jeg blev da rørt, siger han, mens stemmen knækker over.
Omkring 150 spillere, venner og andre frivillige mødte op og overraskede Hans Jørgen Hansegaard.
- Så stod de der med flag. Det var helt fantastisk. Helt vildt, slår han fast.
Bliver ved så længe, han kan
Tania Marie Høyer er leder for én af de 15 haller, der er en del af stævnet, og for hende er ingen ord for store.
- Alle foreninger skulle have en Hans Jørgen. Det er ikke alle, der har det, men så heldige er vi her på Mors, siger Tania Marie Høyer, der er centerleder i Sydvestmors Kultur- og Fritidscenter.
Heldige vil de også være i fremtiden, for Hans Jørgen Hansesgaard har ingen planer om at stoppe foreløbigt.
- Så lang tid jeg har lyst, og kroppen siger god for det, så er det dejligt. Så bliver jeg ved, understreger han.
Udover Hans Jørgen Hansesgaard så har Chresten Søndergaard også taget kameraet under armen og taget billeder siden stævnets begyndelse.
VIDEO: Mød Hans Jørgen Hansesgaard her: