Thybo vinder bronze ved pløje-VM
Bjarne Nielsen fra Hjardemål vinder bronze ved VM i pløjning i Kenya.
Pløjeveteranen Bjarne Nielsen fra Hjardemål nord for Thisted vandt lørdag bronze ved VM i pløjning i Kenya. Thyboen kan nu kalde sig den tredjebedste standardpløjer i verden, det skriver LandboUngdom i en pressemeddelelse.
Bjarne Nielsen har tidligere vundet sølv ved VM, men det er efterhånden mange år siden.
I 2015 lagde han selv marker til, da han var medarrangør af VM i pløjning i på sin egen gård hjemme i Thy. Den 60-årige thybo sagde dengang, at han måske ville overveje at konkurrere igen.
Det var en fornuftig beslutning. Det danske hold har fået et fint VM med bronze til veteranen i standardplov, og debutanten Jesper Madsen fra Odder tog en niendeplads i vendeplov.
- Jorden i Kenya var meget tør, og selvom danskerne havde været i Kenya i næsten to uger op til VM for at træne, så drillede de uvante forhold undervejs, skriver LandboUngdom i pressemeddelelsen.
- Men 60-årige Bjarne Nielsen viste sin rutine og blev nummer tre i stubjord og nummer fire i grønjord, hvilket altså gav en samlet bronzeplads.
Sidst Bjarne Nielsen vandt medaljer ved VM var i 1984, hvor han gentog resultatet fra året før og vandt en sølvmedalje. Henry Thegen vandt dog guld for Danmark i standardplov i både år 2000 og 2001.