Thisted-topscorer takker af: - Græder med det ene øje
Foto: TV Midtvest
Mikkel Agger gav sin spillertrøje fra Thisted FC i afskedsgave til Skyum Idrætsefterskole, da han sagde farvel som lærer.
Fredag sagde Thisted-topscorer Mikkel Agger farvel til sine elever på Skyum Idrætsefterskole.
Det er ikke kun Thisted FC, der komme til at mangle klubbens topscorer Mikkel Agger, når han søndag drager mod Norge og eliteserieklubben Sarpsborg 08. Det gør Skyum Idrætsefterskole også.
For samtidig med at Mikkel Agger har scoret masser af mål for Thisted FC, hele 11 af slagsen i denne sæson, har han været ansat som lærer på Skyum Idrætsefterskole.
Men fredag var det altså slut, da Agger sagde farvel og tak for nu.
- Det er selvfølgelig sørgmodigt, men det er også rart at få sagt ordentligt farvel, for jeg har haft det fantastisk herude.
- Jeg græder med det ene øje og smiler med det andet, siger Mikkel Agger.
Eleverne vil savne ham
Og det er han ikke alene om. For selvom Aggers elever er glade for at se ham forfølge fodbolddrømmen i Norge, så er det også vemodigt at tage afsked.
- Det er selvfølgelig ærgerligt. Vi kommer til at savne ham her på skolen, men vi ved også, at det var en stor drøm for Mikkel, så vi har fuld forståelse for hans valg, siger Kristoffer Østervig, der er elev på Skyum Idrætsefterskole.
- Han har altid været utrolig god og sjov. Man har altid kunne snakke med ham, lyder det.
Giver fodboldtrøje til skolen
Men ingen afsked uden en afskedsgave. Mikkel Agger havde fundet sin sidste spillertrøje fra tiden i Thisted frem, og den gav han til efterskolen.
- Vi finder simpelthen det bedste sted på hele skolen, og hænger den der, siger forstander på Skyum Idrætsefterskole, Svend Hagelskjær, der også gav fodboldspilleren nogle ord med på vejen foran hele skolen:
- Når det på et tidspunkt er slut i Norge, så tag lige og kig herud forbi Skyum igen. Det kunne jo være, at der var et job til dig.
Mikkel Agger rejser til Norge og Sarpsborg 08 søndag den 7. januar.