Testet for spritkørsel efter sammenstød
En 31-årig kvinde måtte aflevere en blodprøve, efter at hun kørte op bag i en bil på Næssundvej.
Der var muligvis alkohol med i billedet, da to personbiler sent fredag aften stødte sammen på Mors.
Sammenstødet skete, da de to biler kørte på Næssundvej mod nordøst. En bil, der blev kørt af en 31-årig kvinde fra Mors, kørte op bag i en bil med en 52-årig kvinde fra Salling bag rattet.
Bilen fra Salling blev ved sammenstødet kastet ind i et autoværn, og føreren havde ondt i nakken.
Den 31-årige brækkede ifølge politiet en ankel, og begge bilister blev kørt til traumecentret i Viborg.
Politiet havde en mistanke om, at den 31-årige var påvirket af spiritus, og der blev derfor taget en blodprøve, der skal af- eller bekræfte teorien.
Begge biler meldes totalskadede efter sammenstødet.