Succes: MobilePay gav ny spiller til Thisted FC
Foto: Nicklas Tägtström Møller, TV MIDTVEST
Jeff Mensah til Thisted FC
På to dage lykkedes det Thisted FC at samle 40.000 kroner sammen til ny spiller via Mobile Pay.
Jeff Mensah er den nye offensive forstærkning til Thisted FC's fodboldhold i 2. division. Kontrakten kom i hus ved hjælp af en noget usædvanlig finansieringsmetode.
- Der er kommet penge fra det meste af Jylland. Det er helt utroligt, siger bestyrelsesformand for Thisted FC, Niels Jeppesen.
Tirsdag eftermiddag besluttede klubben at bede deres fans om at donere 200 kroner via Mobile Pay til klubben, så de kunne samle 40.000 ind til en forstærkning. Og efter 48 timer nåede de i mål.
- Det er gået over al forventning. Vi har rundet de 40.000 kroner. Det er helt fantastisk. For to dage siden vidste vi ikke hvordan vi skulle skaffe pengene. Så det er imponerende, siger formanden for Thisted FC.
24-årige Jeff Mensah har tidligere spillet i Viborg FF og på diverse ungdomslandshold. Han er bror til Kevin Mensah, der spiller i Esbjerg.
Jeff Mensah startede allerede til træning i mandags. De 40.000, der blev samlet ind, var det sidste der manglede for at sikre offensivspilleren frem til sommeren.
- Det er en super spiller til sådan en lille klub som vores. Vi tror på, det bliver i år, vi kommer i det forjættede land i 1. division, siger Niels Jeppesen, formand Thisted FC.
Bestyrelsesformanden vurderer at 75-80 personer har betalt via Mobile Pay. Nogle har givet noget mere end de 200 kroner.
Som modydelse får dem der har spyttet penge i den nye spiller en siddeplads til en kamp i oprykningsspillet.
Foreløbig har Jeff Mensah kontrakt ind til sommer.