Spisested serverer pizza med grøntsager mange ville smide ud
Foto: Østlængen
Pizzabaren i Hanstholm bruger mest muligt af de grøntsager, som de modtager fra lokal avler.
Hos Østlængen topper de pizzaer med spirer fra blandt andet løg, for det er synd at smide noget af grøntsagen i komposten, når det smager godt, siger ejeren.
Ost, tomatsauce, salami og så toppet med ukrudt fra et løg.
Sidstnævnte er altså også topping på en pizza fra Østlængen i Hanstholm.
Pizzabaren fokuserer nemlig på at bruge det hele fra de grøntsager, som de får leveret, fortæller Hjalte Jolander Kirstein, der er medejer af Østlængen.
- Vi forsøger at bruge hele grøntsagskurven, og det gør vi af flere grunde. En ting er at tænke på miljøet, noget andet er det økonomiske. Det giver ingen mening at købe en grøntsag og så smide halvdelen af den ud, forklarer han.
Medejeren fortæller, at de hele tiden eksperimenterer og finder nye måder at bruge hele grøntsager på.
- Vores muslingepizza topper vi med toppen fra et almindeligt løg, og det er jo en del af løget, som man sjældent ser, når man køber det i supermarkedet. Toppen fra løget egner sig mindst lige så godt, hvis ikke bedre, end almindeligt purløg, forklarer medejeren.
Frisk grønt er både hobby og business
Pizzabaren i Hanstholm får friske, lokale grøntsager fra virksomheden GrønThy.
Det er Gitte Fauersbækk, der står bag virksomheden i Solbjerg på Mors.
Hun har 14 hektar jord, som er fyldt med grøntsager, rodfrugter og bær. Ukrudt får dog også lov til at gro på hendes marker, for det hjælper grøntsagerne, og så kan de spises og sælges.
Grøntsagsproducenten går nemlig op i, at alt bliver brugt.
- Der er jo ubegribeligt meget mad på en mark, når man spiser det hele. Toppene af gulerødderne kan for eksempel bruges til at lave en pesto, fortæller hun.
Hun opfordrer til, at vi spiser meget mere af grøntsagerne – også toppene af bederne kan bruges som kål, forklarer hun.
Grøntavleren leverer til omkring 15 restauranter.