SOS fra dyrepensionat blev hørt: Frivillige giver internathunde julely
Foto: Privatfoto
Lilleriscenter Morsø Dyrepension og Internat har fået hjælp fra frivillige til at passe syv internathunde henover julen.
Dyrepension og internat på Mors melder fuld hus, så frivillige passere er kommet til undsætning for at holde internathunde i julen.
Julen er hjerternes fest - og tilsyneladende banker julehjerterne også, når det kommer til at give internathunde et hjem henover julen.
Lilleriscenter Morsø Dyrepension og Internat kunne 5. december melde fuldt booket i deres pension. Så for at sikre plads til flere hunde i juleferien, skulle der findes en alternativ løsning.
- SOS! Vi har flere internathunde inde, end vi normalt har. Vi er fuldt booket i pensionen og søger derfor familieplejere til vores internathunde, skrev indehaver Martin Gade Kristensen på Lilleriscenterets Facebookside.
Stor opbakning
Noget kan tyde på, at nødråbet blev hørt.
Nu, lidt over to uger senere, er det lykkedes centeret at finde et midlertidigt julehjem til alle syv internathunde. Hjem hos frivillige, der har henvendt sig siden Facebook-opslaget.
- Der er i hvert fald ti der fortsat venter på, at jeg skal svare, så det er rigtig dejligt, at der er så stor opbakning, tilføjer Martin Gade Kristensen.
Julehjælperne er blevet udvalgt ud fra samtaler. Men Martin Gade Kristensen fortæller også, at centeret har fået opbygget et stærkt netværk gennem årene, som hjælper fast med at passe internathunde, når det brænder på.
- Det gør mig lykkelig, at der er folk, der vil hjælpe os. Det fortæller mig, at der er mennesker, der har et stort dyrehjerte.
MARTIN GADE KRISTENSEN, INDEHAVER, LILLERISCENTER MORSØ DYREPENSION
Martin Gade Kristensen peger på, at den store frivillige opbakning er kendetegnende for området.
- Jeg tror, det er fordi, at vi bor i Vestjylland. Jeg oplever, at der er stor lokal interesse for vores center, og det vi arbejder med her. Vestjyder vil gerne hjælpe og bidrage, forklarer han.
Fra julely til permanent hjem
De frivillige får ikke en krone for at holde hund i perioden, men internatet sørger for alt det nødvendige.
- Der bliver lavet en kontrakt, og så er hundene forsikret af os, og vi sørger for foder og godbidder, siger indehaveren.
Martin Gade Kristensen har ingen forventning om, at internathundene skal blive længere hos plejefamilierne end den begrænsede juleperiode.
- Men muligheden forelægger, og det er jo i sidste ende håbet, at vores internathunde får et permanent hjem. Og vores erfaring er, at størstedelen faktisk vælger at beholde hundene, siger han.
Han er generelt meget taknemmelig over, at opbakningen er så stor til at hjælpe både hundene og internatet.
- Det gør mig lykkelig, at der er folk, der vil hjælpe os. Det fortæller mig, at der er mennesker, der har et stort dyrehjerte. Og det er dejligt at få hjælp til det arbejde, vi udfører – og jeg ser det som et skulderklap og tegn på, at det, vi gør her, er godt og noget, folk bakker op om.