Solskinvejr udnyttet på campingplads - frokosten blev tilberedt i poolen
Foto: Privat
Ugens gode vejr blev på Hanstholm Camping brugt på blandt andet at stege spejlæg i børnepoolen.
Dejligt solskinsvejr, en nedkølingspool for solceller, en pande, lidt smør og to æg. Det er ingredienserne i retten 'pool-spejlæg' hos Hanstholm Camping.
På campingpladsen mod nord udnyttede de nemlig den forgangne uges gode vejr til at lave et madlavningseksperiment.
- Jeg tror ikke, der var nogen, der havde drømt om, at man kunne gøre sådan noget, siger Bent Thodsen, der er ejer af Hanstholm Camping.
Efter at have målt temperaturen i det børnebassin, som lige nu bruges til at sørge for, at pladsens solceller ikke overopheder, besluttede han sig nemlig for at forsøge at tilberede to spejlæg under åben himmel.
På et tidspunkt ramte vandet i den opvarmede pool 55,9 grader, og det var lige nok til at æggehviden kunne tilberede.
- Det tager lang tid. Det tager faktisk hele dagen, siger Bent Thodsen.
Så er der serveret
Det var ikke med tanke på et stort gastronomisk værk, at ejeren af campingpladsen kastede sig ud i projektet med at spejle æg i børnebassinet.
- Jeg tænkte, at det man kan vise, hvor varmt det er. Men jeg havde ikke troet, at det faktisk ville blive til et spejlæg. Men det gjorde det så, siger ejeren.
- Det var egentlig bare en skør ide for at få folk til at tænke lidt på os, fordi tingene er anderledes i den her tid, fortsætter han.
Flere af pladsens børn stod og kiggede på, mens æggene langsomt blev tilberedt under solens stråler.
Og når eksperimentet nu var blevet til spejlæg, skulle det ikke gå til spilde.
- Vi fik dem til en sen frokost. De var lidt elastiske. Men blommen var i hvert fald dejlig blød, fortæller Bent.
- Jeg vil dog ikke anbefale, at man sådan gør det til daglig. Det er kun for sjov, fortsætter han.