Socialdemokrater på Mors i internt opgør efter valgnatten
Foto: TV MIDT VEST
Viggo Vangsgaard var Socialdemokratiets spidskandidat på Mors. Nu er han blevet forbigået som gruppeformand.
Socialdemokraterne på Mors indsætter ny gruppeformand i byrådet efter utilfredshed med spidskandidat på valgnatten.
Viggo Vangsgaard var spidskandidat for socialdemokraterne på Mors ved det netop overståede kommunalvalg, men Vangsgaard kommer ikke til at sidde for bordenden i den socialdemokratiske gruppe efter valget. Socialdemokraterne har enstemmigt valgt en ny gruppeformand, det skriver Nordjyske.dk
Som menigt medlem kan jeg nu begynde at stemme, som jeg har lyst til, ligesom de har gjort
Viggo Vangsgaard, Byrådsmedlem på Mors. Socialdemokratiet
- Jeg kommer til at skulle stå for en opbygning af en ny struktur, siger den nyvalgte gruppeformand 24-årige Jakob Kortbæk.
Utilfredsheden med Vangsgaard i gruppen er angiveligt opstået efter valgnatten, hvor spidskandidaten indgik en konstitueringsaftale med valgets store vinder, Venstre-borgmesteren Hans Ejner Bertelsen.
Ifølge Viggo Vangsgaards egen udlægning er utilfredsheden blandt andet opstået, fordi han ikke konsulterede gruppen, før han underskrev aftalen på valgnatten.
I en pressemeddelelse kritiserer den nye gruppeformand, Jakob Kortbæk, at en anden socialdemokrat, Pia Storm blev ofret i spillet om udvalgsposterne efter pres fra de blå partier.
- Nu vil gruppen have en mere konfronterende linje end den, jeg har fulgt. Som menigt medlem kan jeg nu begynde at stemme, som jeg har lyst til, ligesom de har gjort, siger Viggo Vangsgaard til Nordjyske.
Viggo Vangsgaard fik 789 personlige stemmer ved valget. Den nye gruppeformand, Jakob Kortbæk, fik 189 personlige stemmer ved valget.