Region Nordjylland opsiger samarbejde med Falck
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST
Arkiv.
Fra 2020 skal Region Nordjylland selv stå for driften af akutlægebiler, akutbiler og paramedicinerbiler.
Regionsrådet i Nordjylland har tirsdag aften besluttet at opsige samarbejdet med Falck i forhold til nogle af de præhospitale enheder.
Det betyder, at regionen overtager driften af akutlægebiler, akutbiler og paramedicinerbiler.
Beslutningen bunder ikke i utilfredshed med Falck.
Ulla Astman, regionsrådsformand, Region Nordjylland
- Det præhospitale område er i en rivende udvikling, og det selv at blive driftsherre vil give os en fleksibilitet i daglig drift - særligt i forhold til at afsøge nye udviklingsmuligheder for en endnu tættere integration af regionens akutte tilbud, siger Ulla Astman, regionsrådsformand i Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
Det kommer til at omfatte 9 præhospitale enheder - heriblandt en paramedicinerbil, som hører til i Thisted. Regionen har valgt at hjemtage driften, så enhederne fremover vil blive varetaget af regionen.
Overtagelsen kommer til at ske ved årsskiftet 2019/2020, men Falck vil også derefter fortsætte med at drive ambulanceberedskabet og den liggende sygetransport i Region Nordjylland.
- Beslutningen bunder ikke i utilfredshed med Falck, og vi ser frem til et fortsat godt samarbejde om ambulancedriften, siger Ulla Astman, regionsrådsformand i Region Nordjylland.
Region Hovedstaden, Region Syddanmark og snart også Region Midtjylland driver i dag deres egne præhospitale enheder.
Fakta om præhospitale enheder:
Akutlægebiler er bemandet med en akutlæge og en lægeassistent, som er paramediciner.
Paramedicinerbiler er bemandet med en paramediciner.
Akutbiler er bemandet med en ambulancebehandler med særlig kompetence i at agere alene på et skadested.