Presset vinduesfabrik: - Derfor har vi folk, der krydser grænsen
Foto: Karl Erik Lørup, TV Midtvest
Martin Søgaard mener, det er nemmere for folk at forstå, hvad der er kritiske arbejdsfunktioner, og hvad der ikke er, når det handler om læger, lærere og pædagoger.
Få medarbejdere på Idealcombi i Hurup krydser lukket kommunegrænse for at møde på arbejde. Det er nødvendigt, mener direktøren.
- Det er jo håbløst at agere i. Man mister troen og tilliden smuldrer.
Sådan lyder det fra Martin Søgaard, direktør for vinduesfabrikken Idealcombi i Hurup.
Fabrikken har den store udfordring, at den ligger tæt på grænsen mellem Thisted og Struer Kommune.
100 af fabrikkens medarbejdere i produktionen bor i Struer Kommune og må derfor undværes på fabriksgulvet. Også 30 af 100 funktionærer bor på den anden side af kommunegrænsen. Derfor er der mange tomme pladser at udfylde på fabrikken.
- Mange må arbejde ekstra op til 42 timer og bliver slidt af det. Folk står på hovedet for at nå tingene og tager mod klø fra kunder, der ikke er forstående, siger Martin Søgaard.
- Derfor har vi folk, der krydser grænsen
Direktøren fortæller, det har store konsekvenser, når man begrænser arbejdskraftens bevægelighed.
- Det har taget nogle dage at få overblik, men vi gør, hvad vi kan for at holde det kørende.
For at kunne holde den store fabrik i Thy kørende, har Idealcombi følt sig nødsaget til selv at fortolke, hvad der menes med ‘kritiske jobfunktioner’.
- Hvis der for eksempel ikke kommer træ ud af en maskine, så går hele produktionen i stå, forklarer direktøren. Det er for eksempel en kritisk arbejdsfunktion hos os.
Martin Søgaard mener, det er nemmere for folk at forstå, når det handler om læger, lærere og pædagoger.
- Vi har folk med bestemte kompetencer, som er nødt til at være her - også selvom de bor i Struer Kommune. Derfor har vi folk, der krydser grænsen, ellers kan vi ikke holde driften i gang.
Direktøren understreger dog, at der er tale om et fåtal af medarbejdere, som kydser grænsen for at komme på arbejde.
Grænsen rykkes dag for dag
Direktøren mener, at begrundelsen for at holde Thisted Kommune lukket smuldrer mere og mere dag for dag.
- Jeg har det svært ved at se, vi skal blive ved med at holde lukket, mener Martin Søgaard og tilføjer:
- Når grundlaget bliver tyndere og tyndere for nedlukningen, så flytter grænsen sig for, hvad der er kritiske funktioner sig også dag for dag.
Martin Søgaard har efterhånden mistet tilliden helt til myndighederne.
- Vi bliver leget med. Hvornår stopper det her? Hvor er deres argumenter for at holde os fast? spørger han.
For at holde fabrikken kørende er en del af de 100 funktionærer også sendt ud at arbejde i produktionshallerne.