Politi efterlyser voldsmand med særlig vest
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Politiet leder efter to mænd, der stak af, efter den ene havde slået en tredje mand.
To mænd stak af, efter den ene slog en tredje mand i hovedet. Nu vil politiet have hjælp til at finde dem.
To mænd slentrede ned ad Algade i Nykøbing natten til lørdag, da de mødte to fremmede mænd – en i orange dynevest og en i blå dynejakke.
Det møde klokken 04 glemmer de nok ikke lige foreløbig.
For manden i den orange vest er nu blevet anmeldt for at slå den ene af mændene i ansigtet med mindst to knytnæveslag.
- Har man set en mand med en orange dynevest i byen, og man kender hans identitet, vil vi gerne høre om det, siger Henrik Jensen, politikommissær fra lokalpolitiet i Thisted.
Signalement
Begge mænd betegnes som 20-25 år gamle.
Manden i den orange dynevest er 180-185 centimeter høj. Han har mellemlangt hår. Han er dansk af udseende
Den anden mand var iført en lyseblå dynejakke og lyseblå jeans. Han har mellemlangt, sort hår og er mellemøstlig af udseende.
Offeret, der blev slået i hovedet, har nu fået en skade på tænderne. Det fortæller Henrik Jensen.
Umiddelbart kender offeret og hans kammerat ikke de to mænd i henholdsvis orange vest og lyseblå dynejakke.
Derfor kunne offeret heller ikke identificere de to mænd.
De stak af, efter slagene var faldet, og nu er de så i politiets søgelys.
- Vi er interesserede i at finde identiteten på de to. Vi vil forfærdelig gerne snakke med dem.
Politiet kan kontaktes på 1-1-4.