Pelsede gæster sprang i poolen: Kom med til store hundesvømnings-dag
Her kan du se, hvordan det så ud, da hunde fra nær og fjern fornøjede sig i poolen på Hanstholm Camping.
Hanstholm Camping inviterer hvert år hunde og deres ejere på en svømmetur, inden badebassinerne bliver tømt for sæsonen.
Hvis man har prøvet at lægge vejen forbi en swimmingpool på en campingplads, så har man nok bemærket, at det er et populært tilholdssted for vandhunde.
Vi gør det, fordi det er sjovt, og fordi vi godt kan lide hunde
IBEN ELLERBÆK, MEDINDEHAVER, HANSTHOLM CAMPING
Det er dog alligevel sjældent, at vandhundene rent faktisk lever op til deres navne i bogstavelig forstand, men det var helt ekstraordinært tilfældet søndag på Hanstholm Camping.
Her var det nemlig blevet tid til store hundesvømnings-dag, hvor hunde sammen med deres ejere kunne få sig en dukkert i anledning af årets sidste badedag.
- Vi gør det, fordi det er sjovt, og fordi vi godt kan lide hunde, fortæller Iben Ellerbæk, der er medindehaver af Hanstholm Camping.
Enkelte betingelser for at være med
Hvert år inviterer campingpladsen hunde og hundeejere til fri leg i badelandet, lige inden bassinet bliver tømt for vand. Det er gratis at deltage, men der er dog enkelte betingelser.- Det skal være hunde, der adlyder deres mennesker. Så skal de kunne omgås andre hunde, og så skal det være af en race, der er godkendt i Danmark, fortæller Iben Ellerbæk.
Det er syvende gang, campingpladsen afprøver konceptet. I år var flere kommet langvejsfra for at deltage i løjerne.
- Jeg synes, det er godt, når man alligevel skal lukke ned. Hvor tit får man lige muligheden for sådan noget her, lyder det fra Victor Grøn, der var kommet til Hanstholm fra Nibe.