På Mors savner de naboer: Her hylder man tilflytterne
Lørdagens velkomstmøde var det første af sin slags. Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST
Færre og færre vil bo på Mors, så derfor sætter kommunen nu ekstra fokus på tilflytterne.
Antallet af morsingboer går kun én vej.
Men selvom nedgang for mange er synonym med dårlige tider, formår folkene på Limfjordsøen at finde lyspunkter.
- Vi får en del tilflyttere. Og de skal føle sig velkomne.
Ordene falder fra borgmester Hans Ejner Bertelsen (V), der lørdag tog imod nye morsingboer på biblioteket i Nykøbing.
Selvom øens befolkningstal fra 2008 til 2023 er skrumpet godt 2000 morsingboer, vælger flere end 700 individer hvert år at rykke til Limfjordsøen.
- Det er dejligt at møde tilflyttere og se forskelligheden, konstaterer borgmesteren, der mener, at lørdagens gode vejr dæmpede interessen for arrangementet.
Netop forskelligheden kommer også til udtryk i nogle af de tilflyttere, man finder til lørdagens velkomst.
Her er børnefamilier fra Aarhus med tråde til Mors, og thyboer, der har valgt at krydse Vilsund til fordel for en tilværelse i Limfjorden.
- Der er et netværk og ligesindede på Mors, lyder det fra Else Christensen, der er selvstændig.
Hun har byttet en tilværelse i Virum nord for København ud med en landejendom på Nordmors i juni 2022.
Else Christensen stammer oprindeligt fra Salling og har med sine to sønner i flere år været på jagt efter en landejendom. Nu er hun og teenagesønnerne så flyttet til i Sejerslev på det nordøstlige Mors.
Har købt for at blive
Blandt de fremmødte finder man også dem, der efter 10-12 år i Aarhus har valgt at søge tilbage til fødeøen.
- Det er primært på grund af vores to, små drenge. Vi følte, at vi skulle give dem en opvækst, som vi har fået i sin tid, forklarer Jacob Justesen, der oprindeligt er fra Sundby på Nordmors.
Sammen med kæresten har han købt et hus i Nykøbing for at blive boende på længere sigt.
- Det er ikke med henblik på at sælge det videre, forsikrer han.
Tilbageflytteren anerkender, at fødeegnen gennem parrets periode i Aarhus nærmest har blødt indbyggere.
- Men vi har hele tiden været med på sidelinjen. Vi føler ikke, at der er sket den store udvikling. Vi føler, at vi kommer tilbage til det, vi er opvokset med, forklarer han.
Tilbage hos borgmester Hans Ejner Bertelsen lyder forhåbningen, at lørdagens velkomst bliver den første i en lang række.
- Det er en succes, når folk trækker en lørdag formiddag ud af kalenderen for at høre om kommunen, konstaterer han.