Nyt forslag møder kritik: Tvang løser ikke lægemangel
Socialdemokratiets forslag om at tvinge nyuddannede læger ud i praktik i almene praksisser møder hård kritik fra flere sider.
Socialdemokratiet vil sende nybagte læger ud, hvor der er dårlig lægedækning. Men på Mors, hvor der er allerfærrest læger per indbygger, tror borgmesteren ikke, at tvang er løsningen.
- Jeg synes, det er et nærmest tåbeligt forslag, siger borgmester i Morsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen (V).
Socialdemokratiet foreslår, at alle unge læger skal tvinges til at arbejde et halvt år i et af de stadigt flere områder af landet, der mangler praktiserende læger i en ny form for "tjenestepligt". Men den køber borgmesteren ikke.
- Hvis man tror, at det her vil være et løft af sundhedsområdet, så er det helt forkert. Man skal se de her ting i en større sammenhæng. Hvis man sikrer, at der er udvikling i landdistrikterne, så skaber man jo lysten til at bo her, siger Hans Ejner Bertelsen.
Snart uddannet læge: Forkert metode
I Aalborg sidder tre af de medicinstuderende, som socialdemokraterne i et halvt år vil tvinge ud i de landsdele, der mangler en praktiserende læge.
- Jeg synes ikke rigtig, det er vejen at gå at tvinge folk, for vi vil jo gerne have nogle kollegaer, som ønsker at være her, siger 29-årige Sara Søndergaard, der er ved at uddanne sig til praktiserende læge.
Den snart uddannede læge har i stedet et andet bud på en løsning, der kan få lægerne til at vælge de dårligt lægedækkede områder af sig selv.
- Jeg synes, man skal fortællle en god historie om stedet og vise de yngre læger, at stederne rent faktisk er fede, siger Sara Søndergaard.
- Det er tåbeligt
Også hos den borgergruppe, der arbejder for en ny læge til Hvidbjerg var begejstringen over det nye forslag svær at få øje på.
- Jeg synes, vi skal forholde os til problemet og ikke lave en ny lappeløsning for at dække en gammel, siger John Vangsgaard, der er talsmand for borgergruppen "Ny læge i Hvidbjerg".
- Jeg synes, det er tåbeligt, at man tror, man kan tvinge læger til at flytte ud, siger John Vangsgaard.
Selvom Socialdemokratiet regner med opbakning til forslaget, er det altså ikke ligefrem tilfældet i Hvidbjerg,
- Jeg er ikke i tvivl om, at der er gode hensigter i det, men jeg kan ikke se, at det er en løsning som sådan. Det er jo ikke praktiserende læger, de skaffer - det er jo bare flere læger, som ikke er i stand til at drive praksissen på egen hånd, siger John Vangsgaard.