Nystartet frisør bor i campingvogn for at kunne passe sit arbejde: - Jeg måtte vælge
Foto: Lasse Dieckmann / TV MIDTVEST
Frederikke Dølraths nye campingliv er med all inclusive.
Skærpede restriktioner i Thisted Kommune har sat Frederikke Dølrath i et dilemma. Den omstillingsparate frisør bor nu i campingvogn hos sin søster.
Frisør Frederikke Dølrath er havnet i en besynderlig situation. Mange ville nok betegne den som ret træls - sagt på godt jysk.
Selv siger hun om sit opsigtsvækkende valg:
- Alternativet ville være, at jeg havde mistet en masse kunder.
Den 24-årige frisør blev færdiguddannet i august. Herefter startede hun egen frisørsalon op i Vestervig for kun to måneder siden.
Der er bare den krølle på historien, at hun selv bor i Lyngs på Thyholm.
Som følge af de skærpede restriktioner i Thisted Kommune på grund af corona, må hun derfor ikke længere tage ind i kommunen for at passe sit arbejde i sin egen salon.
Det satte hende i et dilemma.
- Jeg måtte vælge: Ville jeg bo hjemme, eller ville jeg flytte min bopæl tættere på mit arbejde? fortæller den nyklækkede selvstændige.
Går glip af stor begivenhed hjemme
Rent faktisk kunne hun godt have fortsat med at krydse grænsen ind i Thisted Kommune hjemme fra Thyholm.
- De nye restriktioner er jo kun en kraftig anbefaling, men jeg vælger at vise samfundssind.
- Det handler i høj grad om at kunne se sig selv i øjnene bagefter, mener Frederikke Dølrath.
Og for at have god samvittighed har hun derfor installeret sig i en campingvogn hos sin søster på en gård ved Hurup i Thisted Kommune. På den måde kan hun både være loyal overfor samfundet og sin arbejdsplads.
- Jeg har det fint med det, men det er mærkeligt at skulle undvære kæresten og hunden hver dag. Men sådan er det, når man brænder for sit job. Jeg var ikke i tvivl, fortæller frisøren.
Hun kommer dog til at gå glip af en kommende stor begivenhed på hjemmefronten, når kæresten fylder 25 hjemme i Lyngs på Thyholm. Det gør han den 23. november.
- Den dag kan jeg ikke være en del af. Det er rigtig skod, men situationen er, som den er, lyder det fra den unge frisør, der brænder for sin nye forretning.
- Når man er nyopstartet, er det med at vise sig fra den bedste side overfor kunderne.
Campingliv med all inclusive
Med til historien hører også, at der er fulgt nogle positive sidegevinster med ved at bo i campingvogn hos sin søster.
- Der er varme på i campingvognen, og det er all inclusive med tøjvask og det hele, fortæller Frederikke Dølrath og fortsætter:
- Jeg får lov at opleve min nevø og niece på tæt hold i en måned og kan være sammen med min søster. Det ville jeg ikke ellers have fået lov til.
Snart kommer en højtid forbundet med store traditioner.
- Julen prøver jeg at lade være med at tænke på, siger hun efter en lang tænkepause.
Frederikke Dølrath håber, at restriktionerne hjælper, så vi kan komme tilbage på normale tilstande og de små butikker kan få julehandelen med.
Og udløbsdatoen på campinglivet er svær at spå om.
- Jeg ved jo ikke, om jeg kan blive ved med at holde til at bo på denne måde.
Indtil videre går det dog godt.
- Familien bakker op, og folk synes, det er sejt, at jeg rykker pløkkerne op, fortæller den omstillingsparate frisør efter første dag i campingvogn på landet i Thy.