Ny præst skal lægge stridigheder i graven: - Jeg er alles præst
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm / TV MIDTVEST
Bølgerne er gået højt i Vestervig-Agger Pastorat under den tidligere præst. Nu skal en ny præst forsøge at hele sårene i sognene.
- Det er en kæmpe ære. Jeg glæder mig, og jeg går ind til det med stor ydmyghed.
Sådan lød det i dag fra prædikestolen i den store kirke i Vestervig.
Der var feststemning i anledning af, at den nye præst, Søren Krogh, skulle indsættes i Vestervig og Agger Pastorat i Sydthy.
- En tak fra hjertet til menighedsråd og til menighed for at have kaldet mig til at være jeres præst, lød det fra den 56-årige nyindsatte præst i kirken.
Slut med stridigheder
Han skal ikke bare være præst, men også manden der formår at bilægge tidligere stridigheder i sognene. Stridigheder, som brød ud under den tidligere præst.
Uenighederne udsprang af flere forskellige ting.
- Agger er et fiskermiljø, og Vestervig er lidt et landbrugsmiljø, lyder det fra Conny Høy, der er formand for Vestervig menighedsråd.
Hun peger på, at der dermed er stor religiøs spredning i de to sogne.
Og formanden er også godt klar over, at den tidligere præst kan have været en udfordring for nogle – især i Agger Sogn.
- Han var lidt en hippiepræst fra 68, der godt kan lide at drille, fortæller menighedsrådsformanden fra Vestervig Sogn.
Men med den nye præst er det nu tid at se fremad.
- Det er overstået nu. Jeg regner med, at vi starter på en frisk og får det bedste ud af det, siger Olga Krarup, formand for Agger Menighedsråd.
Den helt rette
De to er enige om, hvad der skal til, og hvorfor netop Søren Krogh er den rette til at genoprette roen i pastoratet.
- Det var betingelsen, at det var én, som kunne rumme os alle sammen. Det tror jeg, Søren kan.
- Vi syntes lige fra starten af, at han havde nogle menneskelige egenskaber, som vi satte meget højt, og som er rummende og en glad person og har nogle gode ideer til, hvordan vi får et dejligt kirkeliv her i Agger, lyder det fra Olga Krarup.
Formanden fra Vestervig Menighedsråd giver også den nye præst rosende ord med på vejen.
- Han er vestjyde, han har en stor erfaring i erhvervslivet, og så er han en moden mand, påpeger Conny Høy og tilføjer:
- Jeg er simpelthen ikke i tvivl om, at han kan favne alle.
Alles præst
Og hovedpersonen selv tror da også på, at han er den rette til opgaven.
- Jeg tror, jeg som person er en samlende person. Jeg er jo ikke 22 år. Jeg har stået i stormvejr ude omkring i verden med ministre og alle mulige andre, og jeg er ikke bange for, at folk mener noget forskelligt. Det, synes jeg, faktisk er en styrke, fastslår Søren Krogh.
- Jeg er alles præst. Jeg er både præst for dem, der ligger på ene og den anden fløj, og det har jeg det meget, meget fint med, supplerer han.
I dag fokuserer han dog mest på, at det er en festdag.
- At blive indsat i en sognekirke det er en fest. Det er jo her, hvor jeg møder menigheden officielt for første gang, siger Søren Krogh.