Ny gigantfangst: 229 kilo tun landet i Hanstholm
En enorm tun er landet som bifangst i Hanstholm. Den fjerdestørste, der er fanget i Skagerrak.
Trawleren Westbank, der har hjemme i Hanstholm, landede torsdag formiddag en af den slags fangster, man drømmer om som fisker i Skagerrak.
En 229 kilo tung og 262 centimeter lang tun, der elles relativt sjældent fanges i Skagerrak.
- Den er sgu flot. Man er da stolt, siger en tilfreds Kurt Gade, der er skipper på trawleren Westbank.
Egenligt skulle trawleren fiske rejer i Skagerrak, og den landede da også 3,6 ton rejer på kajen i Hanstholm torsdag middag. Men den enorme bifangst er ikke noget, der har gjort fisketuren ringere for Kurt Gade og resten af besætningen. Det er dog ikke den største tun, Kurt Gade har været med til at fange.
- Nej, jeg har engang fanget en, der var større før. Den var 130 kilo større, siger skipperen.
Tidligere i august landede en tun på 204 kilo fiskeren en pris på 125.000kr på fiskeriauktionen i Hanstholm. Torsdagens fangst, der efter fiskernes eget udsagn er den fjerdestørste, der er fanget i Skagerrak, er altså 25 kilo større.
- Det betyder ikke noget, hvem der fanger den største. Men når det nu var os, så gør det ikke noget, siger Kurt Gade.
- Skal du så hjem og have tun til aftensmad?
- Nej, så vil jeg sgu hellere have en rødspætte, siger Kurt Gade.