Nu kører sag om overfald i Thisted: Fire mænd og to kvinder tiltalt for at sparke McDonald's-ansat i hovedet
Foto: Kathrine Sejersbøl Tobiasen, TV MIDTVEST
Konflikten begyndte angiveligt efter en bortvisning her på McDonald's i Thisted.
De tiltalte risikerer både fængsel og udvisning.
En konflikt på McDonald's udviklede sig til et voldeligt overfald i Thisted i sommer.
Mandag formiddag skal sagen for retten i Holstebro, hvor seks personer mellem 19 og 28 år er tiltalt.
Ifølge anklagemyndigheden har de "i forening" overfaldet to personer, som på daværende tidspunkt arbejdede på McDonald's i Thisted.
Episoden begyndte, da de seks personer - størstedelen fra Hanstholm - mødte de to McDonald's-ansatte på restauranten nær havnen i Thisted.
Ifølge TV MIDTVEST's tidligere oplysninger fra Midt- og Vestjyllands Politi opstod en kontrovers, da én af McDonald's-medarbejderne bortviste gruppen - angiveligt, fordi de kastede med mad.
Senere på natten mundede den bortvisning tilsyneladende ud i et groft overfald ikke langt derfra.
21-årig som lå på jorden
Ifølge anklageskriftet, som TV MIDTVEST har fået aktindsigt i, mødtes de i alt otte personer på vejen Havnen i Thisted. Ikke langt fra McDonald's. Overfaldet skete omkring klokken 03.15 natten til den 16. juli 2023.
- Det er vores klare opfattelse, at parterne mødtes tilfældigt på Havnen, efter de har haft en konflikt på McDonald's, siger anklagerfuldmægtig Nicki Akiros til TV MIDTVEST.
I forbindelse med det tilfældige møde har den seks personer store gruppe ifølge tiltalen væltet en dengang 21-årig mand omkuld for derefter at sparke ham på kroppen og i hovedet, mens han lå "værgeløst på jorden".
En anden kvindelig ansat hos McDonald's var også til stede og blev slået i ansigtet - formentlig med en lussing, mener anklagerfuldmægtig Nicki Akiros.
Var "lige gode om det"
Anklagemyndigheden går efter at få de seks tiltalte dømt efter samme forhold, fordi de alle var involveret i forbrydelsen.
Også selvom de ikke nødvendigvis alle sparkede og slog.
- Vi mener, de er lige gode om det, selvom det ikke nødvendigvis er alle, der har gjort alt, siger Nicki Akiros og fortsætter:
- Isoleret set er det ikke ulovligt at være tilskuer til en forbrydelse, men i dette tilfælde er det vores opfattelse, at de alle er medvirkende til overfaldet.
Derfor vil anklagemyndigheden have de seks personer straffet med fængsel og udvisning med et indrejseforbud i seks år.
TV MIDTVEST har forsøgt at få en kommentar til sagen fra de seks tiltaltes advokater, men dette har ikke været muligt.
Dommen ventes at blive afsagt tirsdag