Murbrokker fra nabohuset lavede et stort hul i Charlottes hus – tre måneder senere er det der stadig
Foto: Privatfoto
Sådan så det ud, lige da der var blevet slået hul i muren ind til Charlotte Sunesens stue.
En enlig mor fra Nors har et stort hul i muren ind til sin stue. Det er udlejer og entreprenøren, der skal lukke hullet, lyder det fra kommunen.
Der er træk i Charlotte Sunesens stue i Nors nord for Thisted, og det har der været siden starten af maj.
Problemet skyldes dog ikke utætte vinduer, men derimod et hul i ydervæggen, som endnu ikke er blevet lukket med andet end en tynd træplade, på trods af at der nu er gået snart tre måneder.
Hullet opstod, da Thisted Kommune i maj fik et entreprenørfirma til at rive nabohuset ned. Det gik dog helt galt, da gavlen fra nabohuset røg over i gavlen på det hus, hvor Charlotte Sunesen bor til leje.
Charlotte Sunesen forklarer, at hun lige siden har forsøgt at få nogen til at tage ansvar, så hullet igen kan lukkes, men det er ikke lykkedes.
- Jeg kan ikke forstå, at man ikke hører noget bare fra en eller anden. Om det så var maskinstationen, kommunen eller min udlejer, det er egentlig lige meget, siger hun.
Se indslag fra TV Midtvest om hullet i muren herunder:
Kommunen kan ikke hjælpe
Thisted Kommune fortæller til TV MIDTVEST, at de ikke kan hjælpe Charlotte Sunesen med hullet i væggen.
De kan kun hjælpe med en vurdering af en eventuel genhusning, fortæller formanden for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Thisted Kommune, Esben Oddershede (V) til TV MIDTVEST.
- Det er først og fremmest ejeren af boligen, forsikringsselskabet og entreprenøren, der har forvoldt skaden, der er part i sagen, siger han.
Kan ikke flytte
Normalt står Charlotte Sunesens sofa lige der, hvor der nu er et stort hul i væggen. Nu sover hun på den i køkkenet, fordi hendes datter har fået soveværelset.
Charlotte Sunesen er førtidspensionist og enlig mor, og hun har derfor ikke råd til at flytte, siger hun.
Men hullet har i løbet af de tre måneder vokset sig større, og vejret bliver dårligere. Derfor er hun bekymret for, hvad hun så skal gøre.
- På nuværende tidspunkt håber jeg ikke engang på at blive boende længere. Jeg synes, den måde jeg er blevet behandlet på er så urimelig, at jeg håber på at få nogle penge tilbage af min husleje, så jeg kan flytte herfra, siger hun.
TV MIDTVEST har i dag forsøgt at få en kommentar fra udlejeren og fra Bøgelund Maskinstation, der forårsagede hullet, men ingen er dem er vendt tilbage på vores henvendelser.