Mulig løsning på vej i vindmøllestrid
Foto: Henning Bagger / Scanpix
En bestemt vindmølle er midtpunkt i konflikten mellem surfere og Thisted Kommune. Dette er et arkivbillede.
Der skal være plads til både vindmøller og surfere i Hanstholm.
Surferne er glade for deres område øst for Hanstholm. Derfor reagerede de også kraftigt, da deres yndlings vindsurfspot blev truet af en ny mølle.
- Den vil gøre, at der kommer meget turbulent vind i området, og det gør, at det bliver meget sværere fremover at vindsurfe heroppe, fortalte formanden for surfklubben NASA, Stian Eide, tidligere til TV MIDTVEST.
Her sendte han en bøn om, at de kunne sætte møllen et andet sted, så alle kunne blive tilfredse. Det afviste kommunen dog umiddelbart. Men nu kan der måske være lys for enden af tunnelen for surferne.
Undersøgelser igangsat
Vindmøllen er en af tre vindmøller, der skal være med til at finansiere havneudbyggelsen af Hanstholm Havn. Onsdag havde Hanstholm Havn så arrangeret et møde med NASA og GPP Vind, der er selskabet bag vindmøllerne.
- Vi har indledt en møderække med dialog omkring, hvordan vi kan lave en både-og-løsning, så der kan være plads til både surfere og vindmøller, siger administrerende direktør ved Hanstholm Havn, Niels Clemensen, til TV MIDTVEST.
Han fortæller, at de er i gang med at undersøge, hvordan en sådan løsning kan skrues sammen. Blandt andet vil de undersøge, om surfernes frygt er velbegrundet, så de kan agere ud fra det.
- Det ligger ikke i planerne at finde en anden placering i møllen. Vi har en byggetilladelse, og vi har placeringerne, fortæller Niels Clemensen, men understreger, at der nu er åbent for dialog parterne imellem.