Morfinrus fik Marianne til at drømme: Nu dukker ny kunst op hvert år ved Bulbjerg
Sten i alverdens naturlige nuancer ligger sirligt ved siden af hinanden. Sammen former sig et budskab. Kærlighed og fred.
- Jeg har i mange år kendt den her lille strand.
Marianne Dotzek er igen i år rejst til Ellidsbøl Strand tæt på Bulbjerg.
- Her finder man helt fantastiske sten.
Hun er kommet her i godt og vel 50 år. Mest som tysk turist. Men i de seneste otte år som landskabskunstner. I år har hun lagt sten til en hyldest af Dronning Margrethe:
- Jeg begyndte med en krone og med et hjerte inde i det. Og imens talte jeg med min danske udlejer, som fortalte, at han savnede dronningen af Danmark. Og så begyndte jeg at lave det her, smiler Marianne Dotzek.
Men godt nok er kunstværket helt friskt. Men historien begynder faktisk allerede for mere end 10 år siden fra en tysk sygeseng. I 2013 var Marianne Dotzek syg og sengeliggende, efter hun havde været på hospitalet. Hendes smertestillende morfin fik hende i mellemtiden til at drømme.
- Jeg drømte om mine tidligere rejser, og så så de her sten. Og i mine drømme begyndte jeg at arbejde med dem, fortæller Marianne Dotzek.
Hun skrev drømmende ned og tog dem med sig til Danmark, da hun igen kunne gå.
I 2016 blev det første landart-kunstværk til. Hun er hvert år kommet igen. Billederne er altid forskellige, men budskabet er altid det samme.
- Det hele begynder med kærlighed og fred. For jeg mener, det er det allervigtigste, du kan have i dit liv. I dit menneskelige liv. At have fred til at lægge sig i sin seng og sove uden frygt, fortæller Marianne Dotzek.