Mette fortalte om søns mobning til pressen - nu indkalder skole til møde for forældre
Mette Agerholms søn William går i 0. klasse, men han har allerede mange fraværsdage.
Efter Mette Agerholm fortalte om, at hendes søn blev mobbet på Snedsted Skole, har skolen nu inviteret forældre til et trivselsmøde.
Mette Agerholm har adskillige gange oplevet, at hendes søn William græder i søvne, fordi han bliver mobbet på sin skole.
Ifølge moren kommer han hjem og fortæller, at han bliver slået og drillet af de andre børn, og det er så slemt, at William, som går i 0. klasse, allerede har mange fraværsdage.
Søndag fortalte hun historien til TV MIDTVEST, og det har fået Snedsted Skole til at invitere alle forældre fra indskolingen til et trivselsmøde.
- Jeg er meget overrasket over, at det først er efter udsendelsen, at vi forældre bliver indkaldt til et møde. Jeg har været i dialog med skolen tidligere, så de var klar over mobningen inden udsendelsen, siger Mette Agerholm.
Ifølge skolelederen ved Snedsted Skole, Lisbeth Have Hoff, har ledelsen på skolen været vidende om dele af udsendelsen, som TV MIDTVEST sendte søndag. Hun gør det dog klart, at der også er dele, der fremlægges i udsendelsen, som de aldrig har hørt om.
- Børn kan være udfordrede af mange forskellige årsager. Der kan være mange grunde til, at børn mistrives i skolen, siger Lisbeth Have Hoff.
Ifølge Mette Agerholm var hun første gang til møde om sønnens trivsel i december 2023, og derefter holdt hun møde med viceskolelederen og to personer fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i midten af januar.
Men det er altså først efter udsendelsen om problemet, at skolelederen sender en besked til forældrene på Aula, og det undrer Mette Agerholm.
- Jeg håber på et positivt udfald nu, siger hun.
Skolelederen mener, det var en nødvendighed at indkalde forældrene til, hvad hun kalder for et trivselsmøde.
- På baggrund af udsendelsen er vi blevet kontaktet af forældre til børn på Snedsted Skole, der er meget urolige. Derfor holder vi møde i aften for at fastholde den tryghed på skolen, som vi mener, der er, siger Lisbeth Have Hoff.
TV MIDTVEST har læst beskeden fra skolen.
Mødet om trivsel på skolen starter tirsdag og er kun for forældre.
Mette Agerholm er dog inviteret ind til en samtale med skolen en time inden, de andre forældre deltager.
Skolelederen fastholder, at hun ikke kan kommentere på konkrete sager, men siger:
- Vores opgave er at sikre børnenes trivsel.