To mænd anholdt for indbrud i Bedsted
Foto: TV Midtvest
Politiet fandt hurtigt frem til to mænd, der havde begået indbrud i Bedsted i Thy.
Midt- og Vestjyllands Politi rykkede onsdag aften kl.18:30 ud til et indbrud på Thylandsgade i Bedsted i Thy.
- Der var blevet stjålet ting som pc'er, tablets værktøj og lignende brugsgenstande, siger politikommissær ved lokalpolitiet i Thisted, Jørgen Jensen.
Efter gennemgang af gerningsstedet fik patruljen et tip og tjekkede en adresse i nærheden af gerningsstedet. Det viste sig at være en god idé. På adressen fandt de to mænd på henholdsvis 32 og 44 år med tyvekosterne, de to mænd blev anholdt.
- Den 32-årige er en gammel bekendt af politiet, siger Jørgen Jensen.
Udover tyvekosterne fandt politiet også 4,8 gram amfetamin, som lå gemt i en fryser. Adressen, hvor de to mænd blev anholdt, tilhørte den 44-årige mand. De to mænd er begge løsladt, men de er begge fortsat sigtet for tyveri.