Lynhurtigt internet skal få flere til Mors
Det spreder glæde hos det lokale erhvervsliv, at Mors nu får Danmarks hurtigste internet.
Indbyggerne på Mors kan snart se frem til superhurtigt internet. I bestræbelserne på at hjælpe erhvervslivet og at få flere til at bosætte sig på øen, så er Morsø Kommune og det lokale energiselskab Thy-Mors Energi gået sammen om at forbedre internettet på øen.
Det vil få indflydelse - specielt heroppe i vores område, hvor mange virksomheder ligger ude på landet og ikke inde i de større byer.
René Lynggaard, direktør, Lødderup
Der bliver gravet fiber ned resten af året for, at alle får mulighed for at tilslutte sig forbindelsen på en Gigabit.
- Det vil få indflydelse - specielt heroppe i vores område, hvor mange virksomheder ligger ude på landet og ikke inde i de større byer, siger René Lynggaard, der er direktør i virksomheden Reron i Lødderup.
René Lynggards firma sørger for, at kablerne bliver lagt i jorden over hele øen. Selv den mindste gård på den yderste mark får mulighed for gratis at tilslutte sig nettet.
- Det går i hvert hurtigere, end når du har et ganske almindeligt kobberkabel som førhen. Der var det jo sådan, at du nærmest kunne nå at gå ud og hente en kop kaffe, imens det hele kørte igennem, hvergang du sendte en mail, siger René Lynggaard.
Hurtigere netforbindelse har længe været et ønske fra øens erhvervsliv.
- Vi har nogle rigtig gode virksomheder på Mors, som har brug for at blive endnu bedre, men vi har også et stort ønske om at tiltrække nogle flere virksomheder, siger Ellen Philipsen Dahl (Demokratisk Balance), der er formand for Erhvervsudvalget i Morsø Kommune.
Bosætning har gennem de seneste år været det største problem for Limfjordsøen. Nu rækker de kablerne ud efter flere virksomheder og flere indbyggere.
- Det er vores målsætning, at der er mange flere, som skal få øje på vores fantastiske ø. Nu gør vi det i hvert fald lettere at drive virksomhed og dermed forhåbentlig også at bosætte sig her, siger Ellen Philipsen Dahl.