Løbsk tømmerflåde: Mand krydsede Limfjorden ufrivilligt
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En mand tog fredag ud på en tømmerflåde i Limfjorden, men der var han også fanget i længere tid. Og da han ramte land, var han ikke, hvor han begyndte.
Fredag eftermiddag valgte en mand at sætte sin tømmerflåde i Limfjorden fra Sennels. Det var meningen, at han skulle ud på vandet, men altså også på land igen i Sennels. Men sådan skulle det ikke gå.
Klokken 18.57 får Nordjyllands Beredskab en anmeldelse om, at der er en mand, der ikke kan komme i land ud for Sennels. Fra land kunne man se en enkelt mand på en tømmerflåde.
Inden anmeldelsen havde en person prøvet at få tømmerflåden i land. Dette var dog ikke lykkedes. I stedet havde højvandet trukket ham østpå.
- Det gode ved at drive østpå fra Sennels er, at man på et tidspunkt rammer Mors, siger Anders Olesen, som er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Og heldigvis ramte han også Mors. Manden er kommet i sikkerhed på Mors. Han havde våddragt på, så han var beredt.
Tømmerflåden flyder dog stadig rundt i Limfjorden imellem Thy og Mors.
Og vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi understregede, at der kun var én mand på tømmerflåden.