Lægehelikoptere skal flyves af fransk firma: Vandt på at være billigere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Nord, midt- og vestjyderne får både en ny lægehelikopter og et nyt firma til at flyve den i 2023.
Lægehelikopteren i Saltum, Skive og landets to andre helikoptere skal ikke længere flyves af et norsk firma. Et dansk-fransk samarbejde kom med en bedre pris.
Når vi rammer 2023, har Norsk Luftambulanse fløjet de danske akutlæge-helikoptere, men til den tid skal et nyt firma overtage driften.
Fremover skal franske SAF Helicopteres i samarbejde med danske Uni-Fly sidde ved rorpinden, når helikopterne letter fra blandt andet Skive. Det har regionerne meldt ud i en pressemeddelelse.
Prisen afgørende i tæt løb
Tre parter duellerede om at vinde retten til at flyve lægehelikoptere i Skive, Billund, Saltum og Ringsted. Alle tre bud scorede 9 ud af 10 point på både kvalitet og driftssikkerhed.
Så det blev prisen, der gjorde udslaget; her var den dansk-franske alliance altså billigst.
- Vi sparer 17 millioner kroner om året i forhold til den nuværende aftale. Det er en rigtig god nyhed, fordi det betyder, vi kan få mere sundhed for pengene, siger næstformanden for Danske Regioner og den afgående regionsrådsformand i Region Nordjylland, Ulla Astman (S).
De tre parter, der har budt på helikopterdriften, har mulighed for at klage over afgørelsen frem til 14. december. Kommer der ingen klager, kan kontrakten underskrives.
Skiftet fra norsk til fransk sker i så fald 1. oktober 2023. Til den tid bliver de nuværende helikoptere udskiftet med nye.
Detaljer om udbuddet:
Tre selskaber havde prækvalificeret sig til at give tilbud på at flyve akutlægehelikopter i Danmark:
- Norsk Luftambulanse, der har haft opgaven siden 2014 og fortsat skal flyve frem til 2023
- Svenske Babcock med danske KN Helicopters som underleverandør
- Franske SAF Helicopteres i samarbejde med danske UNI-FLY
Selskabernes tilbud blev vurderet på tre parametre med forskellig vægt:
- Kvalitet (vægter 40 pct)
- Driftssikkerhed (vægter 30 pct)
- Pris (vægter 30 pct)
Alle tre selskaber scorede næsthøjeste karakter: "9" på både kvalitet og driftssikkerhed. Det blev således prisen, der var afgørende, selvom denne kun vægter 30% i den samlede evaluering.
SAF skal levere helikoptere, inkl. service og vedligehold samt flyvningen med pilot og specialuddannet paramediciner. Regionerne står selv for det lægefaglige personale og drift af landets 4 baser.
Konkret har SAF budt ind med nyeste generation af helikoptere fra Airbus Helicopters i form af 2 stk. H135 på ca. 3 ton og 2 stk. H145, der vejer ca. 700 kg. mere.
Det er også Airbus-helikoptere af typen 135, som flyver i dagens akutlægehelikoptertjeneste. Fordelen ved de lidt større helikoptere er blandt andet, at der er plads til ekstra udstyr og ledsagende personale. Det kan eksempelvis være relevant ved lange transporter mellem hospitalerne.
Samtidig er begge helikoptermodeller fortsat så små, at de kan lande tæt på skadestedet. Det kan være når patienter er kommet svært til skade ved et trafikuheld, eller ved patienter med symptomer på blodprop eller blødning i hjernen.