KulTHYvator forvandler faldefærdige huse til kunst
Foto: Karl Erik Lørup / TV MIDTVEST
KulTHYvator river faldefærdige huse ned og laver kunst i samarbejde med borgerne i Thisted Kommune. I dag har børn fra Hørdum sat gang i sidste projekt.
Væk med faldefærdige huse og ind med kunst og kultur.
Det er filosofien bag KulTHYvator - et projekt, der skal give forandring og fornyelse i landsbyerne i Thisted Kommune.
- Det skal være skønnere at bo i Thisted Kommune, og det skal skabe noget sammenhold i byerne, fortæller Rene Meldgaard Nielsen, der er projektleder for byfornyelse i Thisted Kommune.
Projektet er et samarbejde mellem byens borgere, tre kunstnere og Thisted Kommune. og det skal gøre byerne mere attraktive.
Flaskepost til senere generationer
Hørdum er den sidste by, der er med i KulTHYvator for denne gang. Her er et hus blevet revet ned og murstenene derfra er blevet til en kugle.
Og i dag planter byens skoleelever træer og flaskepost. Flaskeposten indeholder et interview, som en af byens børn har lavet med en anden beboer.
- Jeg synes, at det er meget fedt. Også når jeg får børn og kan komme herud og vise dem det, siger Mie Rømer Andreassen fra 6. klasse.
Der er en helt speciel mening med at grave flaskepost ned under træerne til fremtidige generationer.
- Interviewene med børnene og borgerne fra byen symboliserer, hvad der også skal ske i fremtiden. At vi har den yngre generation med, fortæller Rene Meldgaard Nielsen.
PROJEKTERNE I DE SEKS BYER
2018
- Snedsted: "En by i blomstring."
- Sjørring: Et bord med en støbning, der er en sammensmeltning mellem Sjørrings infrastruktur og et gammelt vikingesmykke, der er fundet i Sjørring.
- Hundborg: 5-6000 mursten er blevet renset og er støbt til en ny sokkel.
2019
- Bedsted: "Fortid, Nutid, Fremtid."
- Hørdum: "Træ. Samling. Kugle."
- Vestervig: "Vestervig trapperne."
Skaber sammenhæng
Projektet begyndte i klyngelandsbyerne Snedsted, Sjørring og Hundborg i 2018. I 2019 kom Hørdum, Vestervig og Bedsted med.
- Det store mål med det her projekt, det er at skabe sammenhæng i byen og få byens borgere involveret i at skabe nogle byrum, siger Rene Meldgaard Nielsen, projektleder for byfornyelse i Thisted Kommune.
KulTHYvator er støttet af Statens Kunstfond og Thisted Kommune. De håber på støtte igen næste år, så de kan udbrede projektet til flere landsbyer.