Kropsterapeut bliver kaldt prostitueret for at tilbyde testikelmassage
Foto: Foto: Privatfoto, Maria Stigaard
Kropsterapeuten, der blandt andet masserer testikler, oplever, at hun bliver beskyldt for at bedrive prositution.
Massiv medieomtale af massageklinikken Bodysound på Mors, der blandt andet tilbyder testikelmassage, har nu fået indehaver Maria Stigaard til tasterne.
I et offentligt Facebook-opslag fortæller hun, at hun bliver "udskammet som en prostitueret, der bare klasker rundt med mænds testikler, så de eksplosivt kommer over alt".
- Det er super ærgerligt, når man rent faktisk kan give behandling, som kan øge menneskers trivsel og velvære, at man bliver udskammet til at være “prostitueret”, skriver Maria Stigaard fra Øster Jølby i opslaget.
Facebook-opslaget kommer, efter TV 2 Nord fredag bragte en artikel om kropsterapeuten, der på regionalmediets Facebook-side har fået flere end 4000 kommentarer.
Afføder flere kommentarer
Massagen er også blevet omtalt af blandt andre TV MIDTVEST, TV 2 og Se og Hør, efter lokalmediet KunMors beskrev det nye massagetilbud i april.
Flere af kommentarerne anklager testikelmassagen hos Bodysound for at være en form for seksuel ydelse, selvom det af Maria Stigaard bliver understreget, at det ikke er tilfældet.
- De klienter, der kommer, er mennesker, der er invalideret på grund af kroniske sygdomme og ikke mennesker, der vil have et hurtigt “knald”, lyder det fra Maria Stigaard i opslaget.
Massage kan give udløsning
Til TV 2 Nord har kropsterapeuten fra Mors blandt andet forklaret, at testikelmassagen kan virke mod stress, der har betydning for angst, depressioner, ufrivillig barnløshed og rejsningsproblemer.
- Det er dybt seriøs massage, og der er ingen seksuelle ydelser indblandet, har hun forklaret.
Kropsterapeuten har i samme artikel også forklaret, at størstedelen af de mænd, der kommer, får rejsning af den intime massageform. Nogle har sivning med sekret, mens enkelte får decideret udløsning af det.
TV MIDTVEST har lørdag forsøgt at træffe Maria Kirkegaard for blandt andet at spørge til hendes markedsføring af klinikken, samt de udtalelser, hun er kommet med i medierne.
I en telefonsvarerbesked lyder det, at Bodysound oplever en telefonstorm. Samtidig understreger Maria Stigaard i beskeden endnu en gang, at hun ikke tilbyder seksuelle ydelser.
En testikelmassage hos Bodysound tager 45 minutter og koster 400 kroner.