Kommune handlede forkert i Torbens sag med dagpenge: - Det har været forfærdeligt
Foto: Lasse Dieckmann / TV MIDTVEST
Torben Hedegaard fik frataget sygedagpenge efter anonymt brev. Retten i Holstebro hjemviser sagen til fornyet behandling i Thisted Kommune.
Thisted Kommune handlede forkert, da den i efteråret 2019 med kort varsel fratog Torben Hedegaard retten til sygedagpenge og henviste ham til at søge om kontanthjælp.
Det har Retten i Holstebro afgjort.
- Jeg er en glad mand i dag. Jeg er vældig tilpas med det. Kommunen har gjort noget, de ikke skulle gøre, og det har dommerne givet medhold i, fortæller Torben Hedegaard til TV MIDTVEST.
Det har ikke bare ramt mig, men også min familie.
Torben Hedegaard
Dommen blev afsagt tirsdag morgen. Den betyder, at sagen skal til fornyet behandling i Thisted Kommune, og at kommunen skal betale sagens omkostninger.
De tre dommere i sagen var dog ikke helt enige, fortæller Torben Hedegaard.
To dommere syntes, kommunens håndtering af Torben Hedegaards sag var forkert og gav ham medhold, mens én dommer vurderede, der var handlet korrekt i sagen.
Det anonyme tip
Torben Hedegaard fra Bedsted var i praktik i Jem og Fix for at blive afklaret til et flexjob, da han har en anerkendt arbejdsskade med smerter i lænden og nakken, som gør, at han ikke kan klare et fuldtidsjob.
En dag fik han så et telefonopkald fra Thisted Kommune, der fortalte ham, at kommunen havde besluttet at tage sygedagpengene fra ham på baggrund af et anonymt tip.
“Han kan tage på marked og udstille og sælge i en åben gruppe, som hedder ´Torben H foto´. Det ligner ingenting, at han tjener fede penge ved siden af sine sygedagpenge,” stod der skrevet i det anonyme tip.
Kommentaren henviste til, at Torben Hedegaard som fritidsfotograf tager en del billeder af naturen, som han lægger op på Facebook og sælger der.
Jeg er tilfreds, for jeg har ikke lavet noget forkert.
Torben Hedegaard
Når kommunen valgte at fratage Torben Hedegaard retten til sygedagpenge, var det ikke på grund af hans salg af fotos, men fordi Thisted Kommune vurderede, at hvis han kunne fotografere så meget, som han gjorde, var hans arbejdsevne til mere end sygedagpenge.
- Det forstår jeg ikke en klap af overhovedet. Det er bare hobby og ikke en skid andet, har Torben Hedegaard tidligere fortalt.
Efter et opkald fra Thisted Kommune måtte han aflevere nøglerne til Jem og Fix og glemme drømmen om et fleksjob.
Kommunen mente, at både han selv og hans facebookside var for aktiv, til at han kunne være for syg til fuldtidsarbejde. Derfor blev Torben Hedegaard henvist til at søge om kontanthjælp.
Men den vurdering er nu underkendt af retten.
- Jeg er tilfreds, for jeg har ikke lavet noget forkert, lyder det i dag fra Torben Hedegaard.
Kommunen skal se på sagen igen
Hos Thisted Kommune er man i fuld gang med at gennemlæse dommens præmisser.
- Vi har noteret os, at det ikke var en enig afgørelse. Det siger noget om, at sagen ikke er så simpel, lyder den første kommentar fra Mogens Kruse Andersen, Thisted Kommunes direktør for beskæftigelsesområdet.
Han hæfter sig ved, at to dommere har sagt, at sagen skal tilbage til fornyet behandling i kommunen, mens en tredje dommer helt har frifundet kommunen.
- Dommen er ikke klokkeklar, påpeger direktøren.
Om nogle dage skal kommunen mødes med deres advokat, og først der tages der stilling til, om man vil følge dommen og genbehandle sagen, eller om Thisted Kommune vil anke dommen.
Mogens Kruse Andersen understreger dog, at det er kommunens opgave at behandle borgerne korrekt ud fra lovgivningen.
- Vi skal træffe den rigtige afgørelse i Torben Hedegaards sag, fastslår han.
Mogens Kruse Andersen henviser til, at det er måden kommunen har behandlet Torben Hedegaards sag på, der er mangelfuld, og det vil kunne få betydning for udfaldet af sagen ved en eventuel fornyet behandling.
Under alle omstændigheder er det en ommer for kommunen, med mindre den får medhold i en eventuel anke af sagen.
Har slidt på hele familien
Torben Hedegaard håber og tror dog på, at sagen slutter her – et forløb, der har slidt på ham.
- Det har været forfærdeligt. Jeg har været frygteligt langt nede og på nervepiller.
- Det har ikke bare ramt mig, men også min familie, fortæller han.
Jeg tjener ikke mange penge i dag, men jeg klarer mig lige.
Torben Hedegaard
Det var derfor, han bad 3F, om at se på sagen, og det er dem, der har sendt sagen i retten.
I dag er Torben Hedegaard selvstændig fotograf på nedsat tid med salg af plakater og naturfotos. Det har han valgt for at undgå systemet.
- Jeg tjener ikke mange penge i dag, men jeg klarer mig lige. Det vil jeg hellere og så slippe for systemet.
Han har dog en drøm om at kunne komme i fleksjob, da det vil tegne en mere sikker fremtid rent økonomisk.
- Jeg ved jo ikke, hvor længe jeg kan holde til at være selvstændig, selvom det er på nedsat tid, siger Torben Hedegaard.
Den 48-årige håber nu, at andre også kan få glæde af den dom, som blev afsagt i dag.