Klodset Olsen Banden-kup: Sådan fik de pengeskabet bøvlet ud af biograf
Kuppet over alle kup. Sådan kunne man fristes til at beskrive det Olsenbanden-lignende tyveri, som Thisted Biograf var udsat for natten til torsdag
Biografen i Thisted har fået stjålet sit pengeskab. Det var ikke nogen let opgave for tyvene.
Det var et overraskende syn, der mødte biografejer Carsten Gade Nielsen, da han torsdag skulle ned og tilse sin biograf i Thisted.
- Man kigger sgu lidt, når man kommer ned og ser et hul i væggen, hvor pengeskabet har siddet, fortæller han til TV MIDTVEST.
Olsen Banden klarede den slags med mere elegance.
Carsten Gade Nielsen, biografejer Thisted
Han siger, at tyvene natten til torsdag havde brudt fordøren op og sparket forskellige døre ind for at se, hvad der var i rummene i biografen.
I et af lokalerne havde de opdaget biografens pengeskab, men tyvene måtte opgive at få det ned af væggen og havde så overvejet, hvad de ellers kunne gøre.
- De var så gået ind i sal to, hvor de havde brudt scenekanten op og var kravlet ind under den for at få pengeskabet bagud gennem væggen, fortæller den forbløffede biografejer.
Brugte sækkevogn
Pengeskabet, der måler 50 gange 50 gange 40 centimeter, er gjort af noget materiale, der gør det særdeles tungt. Tyvene havde derfor brugt en sækkevogn til transporten ud af biografen. Sækkevognen var dog så medtaget, at tyvene efterlod den på fortovet.
Tilbage står nu også en ærgerlig biografejer, som gerne vil have sat en stopper for en gentagelse af den slags indbrud fremover.
- Det er frækt at hente mit pengeskab. Gå dog ud og få et arbejde, lyder Carsten Gade Nielsens opfordring til gerningsmændene.
Biografen var uden alarm. Det bliver der omgående lavet om på. Biografejeren har nu kontaktet to alarmselskaber.
- Det skal ikke gentage sig. Nu kommer der alarmer, videoovervågning og rumsensorer op, fortæller Carsten Gade Nielsen.
Inspireret af Olsen Banden
Han erkender, at det minder en smule om Olsen Banden og tilføjer:
- Min søn sagde: Det var da godt, de ikke havde lavet en retningsbestemt sprængning.
- Og så må man sige at Olsen Banden klarede den slags med mere elegance, fortæller biografejeren.
Allerede torsdag var det atter muligt at nyde film på de store lærreder i Kino 1-2-3 i Thisted.