It-virksomhed lader de ansatte styre deres arbejdstid - og det er en god forretning
Foto: Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST
Naya Halskov Larsen disponerer selv over sin arbejdstid. Det giver glade ansatte og positive tal i årsregnskabet, siger partneren i virksomheden Bornerups.
Hos it-virksomheden Bornerups i Thisted afgør de ansatte selv, hvornår og hvor meget de vil arbejde.
Klokken er 08.45 en helt almindelig hverdag. Og hvor de fleste med kontorjob på dette tidspunkt har rundet automatkaffe nummer to, så er Naya Halskov Larsen fra Viborg i gang med dagens workout i fitnesscentret.
- Jeg kan godt lide at træne. Det giver mig ro, og jeg performer bedre på mit arbejde, siger hun mens hun hviler inden næste øvelse.
Hun er ansat hos it-virksomheden Bornerups i Thisted, hvor man har valgt at lade de ansatte afgøre, hvornår de vil tjekke mails og tage kontakt til kunderne.
- Vi passer ikke en produktionslinje. Derfor virker det tåbeligt at låse medarbejderne fra 8-16, forklarer Casper Søe-Larsen, der er partner i virksomheden.
Tæller ingen timer
Naya Halskov Larsen og hendes 17 kollegers fleksible arbejdsliv blev en realitet i coronatiden, da it-virksomheden droppede kravet om fysisk fremmøde.
Kvalitet og tid har ikke noget med hinanden at gøre. Jeg er tvært imod ekstrem effektiv herhjemme.
Naya Halskov Larsen
I stedet indførte man "drop-in-løsninger", hvor medarbejderne kan møde på kontoret i Thisted, hvis det er nødvendigt, eller passe jobbet hjemmefra, som Naya Halskov Larsen ofte gør.
- Du har friheden til at få det til at fungere for dig selv, forklarer hun fra hjemmekontoret, hvor hun i løbet af en arbejdsdag finder tid til at rydde op efter morgenkaffen.
Casper Søe-Larsen fortæller, at man i praksis helt har droppet kontrollen med de ansattes timetal. Det samme gælder kontrakter på 37 timer. I stedet har man fokus på, at opgaverne bliver løst til tiden.
- Samfundet ændrer sig, og en moderne virksomhed skal følge med.
- Dybest set handler det om tillid, forklarer Casper Søe-Larsen.
Giver bedre regnskab
På det halvtomme kontor i Thy påpeger Casper Søe-Larsen, at de ansattes frihed har smittet af på virksomhedens regnskab.
Regnskabet for 2022 lyder på tre millioner kroner før skat. I 2021, hvor medarbejderne blev sat fri, tjente virksomheden knap en million kroner før skat.
- Vi er lykkedes med at præstere bedre. Vi er overbevist om, at vores medarbejdere vokser med friheden og ansvaret, lyder det fra Casper Søe-Larsen.
Naya Halskov Larsen kan genkende chefens udlægning. Hun mener, at hun præsterer bedre, når hun selv kan jongelere mellem mails og vasketøj.
- Kvalitet og tid har ikke noget med hinanden at gøre. Jeg er tvært imod ekstrem effektiv herhjemme, forklarer hun.
Naya Halskov Larsen fortæller, at hun har svært ved at forestille sig en tilværelse på et 8-16-job.
- Lige nu passer fleksibiliteten perfekt ind i mit og min families liv, siger hun.