Inger Støjberg: Tv-lægen gav mig et godt råd
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Inger Støjberg fik råd fra en uventet kant om, hvordan hun bedst kunne lægge rigsretssagen bag sig og vende tilbage til dansk politik.
I december 2021 blev Inger Støjberg idømt 60 dages ubetinget fængsel ved Rigsretten for at have brudt ministeransvarlighedsloven.
Umiddelbart efter fik den erfarne politiker et uventet opkald og et godt råd fra Danmarks Radios mangeårige tv-læge.
- Peter Qvortrup Geisling, vores alle sammens tv-læge, ringede til mig og sagde, jeg skulle huske ikke at blive en mand med en sag, fortæller Inger Støjberg.
- Det er det bedste råd, jeg har fået. Vi kender ham alle sammen. Ham, der enten vil have vandboringen eller ikke vil have den. Ham, der vil have et bump på vejen eller ikke vil have det. Man orker ham ikke, siger hun.
Der er kun en ting, der er værre end kvinder i 40'erne, som er bitre - det er, hvis de også er bitre i 50'erne.
Inger Støjberg, formand, DD
Inger Støjberg forklarer, at hun har brugt til tv-lægens opkald og råd til at huske at lægge rigsretssagen bag sig - at hun har gjort meget ud af ikke at ville være hverken bitter eller hævngerrig eller vred over det, der skete dengang.
- Jeg er 49 år. Der er kun en ting, der er værre end kvinder i 40'erne, som er bitre - det er, hvis de også er bitre i 50'erne. De er ikke til at holde ud at være sammen med. Så jeg har besluttet, at det vil jeg ikke være, siger Inger Støjberg.
- Man skal ikke vende tilbage til noget i vrede. Det skal man simpelthen ikke, mener hun.
Har talt ud med folketingskollegaer
Men bitterhed, hævntørst og vrede eller ej, så har det været specielt for Inger Støjberg igen at være blevet folketingsmedlem.
Fakta om Inger Støjberg
Hun er født den 16. marts 1973 i Hjerk i Salling.
Hun er student fra Morsø Gymnasium og har taget en kort, videregående kommunikationsuddannelse på Viborg Handelsskole.
I 2013 blev hun uddannet Master of Business Administration på Aalborg Universitet.
Hun var i årene 1998-2002 medlem af Viborg Amtsråd valgt for Venstre.
Fra 20. november 2001 til 4. februar 2021 var hun valgt til Folketinget for Venstre.
Fra 5. februar 2021 til 21. december 2021 var hun løsgænger i Folketinget, til et flertal erklærede hende for uværdig til at sidde i tinget, hvorefter hun mistede sit mandat.
I foråret 2022 afsonede hun sin dom ved at gå med fodlænke. Den 23. juni samme år annoncerede hun, at hun havde dannet partiet Danmarksdemokraterne med sig selv som partileder.
Den 1. november 2022 blev hun igen valgt til Folketinget med 47.211 personlige stemmer. Denne gang for Danmarksdemokraterne, som hun selv stiftede tidligere samme år.
- Jeg har taget en snak med en del af dem (folketingsmedlemmerne, red.), som jeg ved, jeg kommer til at arbejde sammen med. Og sagt meget ærligt, hvordan jeg har haft det, fortæller Inger Støjberg.
Fordi der var noget, I skulle have talt ud om?
- Ja. Det vil der jo være. Vi skal jo have et godt samarbejde. Men så har jeg det også sådan, at når jeg ligesom har fået tingene sagt, og vi har snakket om det - så er jeg heller ikke den, der kommer til at vende tilbage til det, siger hun.
Efter bruddet med Venstre og dommen i Rigsretten er Støjberg tilbage - men hvad er ambitionen med det nye parti, og hvad skal succesen ved seneste valg bruges til?
Det kan du se i Krydsfelt.