Ingen brokker sig: Her skal børnene gemme telefonerne væk
I stedet for at sidde med telefonerne kan børnene boltre sig i vandet.
65 børn og unge har fået besked på at gemme telefonerne væk i fire dage.
Det er sjældent, at man kan se udover en gruppe af 65 børn og unge uden at se en eneste mobilskærm. Men det er ikke desto mindre tilfældet i Klitmøller i disse dage.
Her er der gang i campen Young Gun Classic, hvor børn mellem seks og 18 år deltager i vandaktiviteter i efterårsferien.
Campen er blevet gjort helt skærmfri, og arrangør Torben Kornum har her på den sidste dag ikke set en eneste, der har valgt at snyde.
- Ikke en eneste. Og samtidigt har vi heller ikke set nogen, som er udenfor, og vi har set flere nye venskaber end tidligere, så det er skønt, jubler han.
Ingen protester
På campen kan de unge deltagere selv vælge, om de vil surfe, kitesurfe, svømme eller lave andre vandaktiviteter. Samtidigt fortæller Torben Kornum, at sammenhold altid har været en vigtig kerneværdi.
Idéen kom, da de lagde mærke til, at der altid var nogen, der sad med en skærm, og da de præsenterede det for deltagerne var der ingen, der brokkede sig.
- Forældrene er med på campen, og de overholder det også. De spørger, hvordan det kan lade sig gøre, men der kan jeg ikke andet end at trække på skuldrene. Jeg tænker, vi har noget, der er mere spændende end en skærm, siger Torben Kornum.
Young Gun Classic har kørt i 15 år. Der er ikke nogen konsekvens, hvis man bliver grebet med for eksempel en telefon eller tablet. Det har ikke været nødvendigt.