Hurtigere lastbiler giver bedre afvikling – men farten kan dræbe
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
På landeveje og motortrafikveje må lastbiler og små vogntog fra 1. januar 2002 køre 80 kilometer i timen (arkivbillede).
Fartgrænsen er sat op på landeveje og motortrafikveje for lastbiler og små vogntog fra 70 til 80 kilometer i timen.
At 2019 er blevet til 2020 betyder ikke kun, at vi er gået ind i et nyt år og et nyt årti. Det betyder også, at flere køretøjer på de danske veje nu må lade foden være lidt tungere på speederen.
Vigtigst af alt giver det en bedre afvikling af trafikken.
- Dennis Lange, juridisk konsulent, FDM.
Fra 1. januar er det nemlig tilladt for lastbiler og små vogntog – eksempelvis personbiler med trailer eller campingvogn - at køre 80 kilometer i timen på flere strækninger, hvor det tidligere kun var tilladt at køre 70 kilometer i timen.
Det er noget, der vækker glæde hos FDM.
- Vigtigst af alt giver det en bedre afvikling af trafikken. Fordi alle må køre den samme hastighed, får vi færre overhalinger og især hasarderede overhalinger af de køretøjer, der før kørte 10 kilometer i timen langsommere. Det får ganske enkelt trafikken til at glide bedre, siger juridisk konsulent i FDM, Dennis Lange, til TV MIDTVEST.
Lovændringen, der blev vedtaget den 23. april 2019 og som gælder kørsel på landeveje og motortrafikveje, falder dog ikke i god jord hos alle.
”Flere og mere alvorlige ulykker”
Det drejer sig om Rådet for Sikker Trafik, som, da lovforslaget blev fremlagt, antog, at de samlede ændringer i alt ville have en negativ indvirkning på trafikken.
Her ser man positivt på, at trafikken samlet set vil blive afviklet hurtigere. Men samtidig er de højere hastigheder på især landevejene forbundet med stor risiko for ulykker.
- Landevejene er i forvejen de farligste veje, som vi har. 2 ud 3 dødsulykker i trafikken sker på landeveje. Samtidig er ulykker med tunge køretøjer ofte meget alvorlige. Øget hastighed for lastbiler og vogntog vil med al sandsynlighed føre til flere og mere alvorlige ulykker på landevejene, skrev Rådet for Sikker trafik i et høringssvar til transportministeriet, da lovforslaget blev fremlagt.
Hvis det så går galt, og en lastbil er impliceret i en ulykke, så går det mere galt. Konsekvenserne bliver alt andet lige mere alvorlige.
- Dennis Lange, juridisk konsulent, FDM.
Ydermere lægger Rådet for Sikker Trafik vægt på, at de tunge køretøjer får dårligere mulighed for undvigemanøvrer i kritiske situationer og betydelig længere bremselængder grundet den højere fart.
Hvis en personbil og en lastbil begge kører 80 kilometer i timen, har lastbilen en bremselængde på cirka 20 meter længere end personbilens. Holdes der ikke en sikkerhedsafstand fra lastbil til personbil kan det derfor betyde flere alvorlige ulykker.
Den del ser FDM også på med alvor.
- Det er en lidt kompleks problemstilling. Den bedre afvikling af trafikken trækker i den positive retning, men der er også andre elementer. Især i forhold til, at lastbiler, som er de tunge køretøjer, nu må køre hurtigere. Hvis det så går galt, og en lastbil er impliceret i en ulykke, så går det mere galt. Konsekvenserne bliver alt andet lige mere alvorlige, siger Dennis Lange.