Hesteforsøg har skabt ramaskrig - i Thy gør de noget helt nyt
Foto: Lars Lauridsen / TV MIDTVEST
I Thy har man besluttet at fodre hestene, hvis det er nødvendigt - i modsætning til lignende forsøg andre steder i landet.
For godt et halvt år siden blev 10 små heste sat ud i naturområdet Trøjborg syd for Klitmøller.
Hestene er centrum i et græsningsprojekt, der skal højne områdets biodiversitet og skabe bedre levesteder for klitnaturens særlige og sjældne plante- og dyreliv.
For nyligt inviterede Naturstyrelsen på fyraftenstur ud til hestene for at fortælle om forsøget.
- De har det fint, og det tror og håber jeg, at folk kan se.
Ordene kommer fra Ole Noe, der er skovrider i Naturstyrelsen Thy.
Andre steder, blandt andet på Mols, har lignende projektet mødt store protester, fordi man insisterer på, at dyrene skal kunne klare sig selv og dermed ikke skal fodres. Men sådan er det ikke i Thy.
- Det er sådan set ikke målet her, at de ikke skal fodres, hvis der er behov for det. Vi vurderede, da vinteren nærmede sig, at vi ville spænde et sikkerhedsnet ud under de her heste og tilbyde dem noget mad, hvis de havde behov for det.
Derfor har hestene i det nordvestjyske naturområde haft adgang til foder siden 1. december.
- Det er klart, at vi gerne ville have helårsgræsningen fra hestene, men hvis det ikke kan lade sig gøre, så kan det ikke det, så tager vi hånd om det, siger Ole Noe, der oplever, at hestene opfører sig, som de skal i et åbent naturområde, samtidig med at de får foder.
10 heste er blevet til fem
Siden projektets begyndelse er antallet af firbenede skrumpet fra 10 til de 5, der i dag kan opleves i området.
En af hestene fik en skade på den ene hov og måtte aflives. De fire andre er kommet retur til ejeren for at de ikke skulle blive for tynde.
Det skyldes ifølge Naturstyrelsen en form for rettidig omhu.
- Der var ingen grund til, at den skulle trækkes til grænsen her. De kunne formentlig godt have klaret sig herude, men af hensyn til hestene har vi taget dem hjem, forklarer Ole Noe.
Og det glæder en af dem, der ellers har været meget kritisk overfor at have dyr gående ude året rundt i naturprojektet uden tilskudsfodring.
- Umiddelbart synes jeg, at det lyder som et godt projekt. Hvis de har lyst til det, kan de gå hen og spise. Jeg synes, at de ser pæne ud, siger Lotte Bøgedal, der er hestepraktiserende dyrlæge.
Hun bruger meget tid på naturnationalparkerne og dyrevelfærden i den forbindelse.
- Jeg mener ikke, at det er ordentlig dyrevelfærd på den måde, biologerne sætter det op - hvor der er en ideologi om, at man ikke vil fodre dyrene. Men det gør de jo her.
Kritikeren går så langt, at hun er positiv overfor projektet i Thy.
- Hvis man kunne have det på den her måde, så var jeg for naturnationalparkerne.
Kort om projektet
Hestene er af racen konik, exmoor og shetland. Der er sat 10 heste ud i Thy og 17 i Husby Klitplantage. I Husby går hestene sammen med en flok stude af racen skotsk højlandskvæg.
I Thy omfatter græsningsprojektet cirka 220 hektar, mens arealet i Husby Klitplantage er planlagt til omkring 400 hektar sammenhængende natur.
Dyrene tilhører private forpagtere og tilses dagligt.
Projektet er ledet af Naturstyrelsen, det følges af en ekspertgruppe fra Aarhus Universitet og er finansieret af 15. Juni Fonden. Projektet i Thy sker i samarbejde med Nationalpark Thy og Thisted Kommune.
Der vil blive etableret specielle låger til ryttere og cyklister langs flere veje samt indgange til gående.
Samtidig opsættes informationstavler om projektet ved de mest brugte indgange til områderne, hvor der blandt andet vil være information om færdsel med eller uden hund i indhegninger.
Kilde: Naturstyrelsen.
Hestenes ejer, Jens Bukh Jensen, tilser dem dagligt, og et halvt år inde i projektet er hans vurdering, at dyrene har det godt.
- De trives fint. De har det godt, og de græsser fint herude, siger hesteejeren fra Erslev på Mors.
Han mener heller ikke, at projektet har slået fejl, fordi fire af hestene nu er hjemme hos ham igen for at få ekstra sul.
- Nej. Det er et bevis på, at vi er opmærksomme på, at det kan være svært at være ungheste herude. I stedet for at vente på, at det måske går galt, så er vi proaktive og tager dem hjem, inden det skulle gå galt, siger Jens Bukh Jensen.
Projektet i Thy er et samarbejde mellem Naturstyrelsen Thy, Nationalpark Thy og Thisted Kommune. Formålet er blandt andet at undersøge græsningens effekt på klitlandskabet.