Her kan vandstanden falde med over 170 cm - Færger aflyser på stribe
Foto: Limfjord update
Feggesund Færgen har indstillet sejladsen mellem Thy og Mors på grund af lavvande.
Den kraftige østenvind presser vandet væk fra flere færgeruter.
Mens man i den sydlige og østlige del af landet forbereder sig på, at vandstanden stiger med op til to meter, så er historien fgredag en anden her i landsdelen.
Her presser den hårde vind nemlig vandet væk flere steder, og det kommer til at få betydning for færgetrafikken.
Værst er det for Thyborøn-Agger-færgen og Feggesundfærgen, der helt indstiller trafikken fredag.
- Færgen kommer ikke ud at sejle i dag (fredag, red.). Det bliver lavvande i en grad, vi ikke har oplevet før, fortæller overfartsleder Andreas Groth.
Ændring i vandstanden
Ifølge de prognoser, færgefolkene har læst, kan vanstanden falde med over 170 centimeter i forhold til normalen. Dermed bliver af- og pålæsning af færgen umuliggjort.
- Landrampen, som bilerne kører på, er kun designet til at give sig 140 centimeter. Allerede på en meter giver det udfordringer med tunge køretøjer, fordi rampen skal kunne give sig lidt, fortæller overfartslederen.
Derfor har besætningen nu lagt færgen til inde i Thyborøn Havn og sat lidt kaffe over, mens man venter på, at vejret arter sig til sejladsen.
- Det bliver nok først engang lørdag, fortæller Andreas Groth.
Kun to færger går helt fri
Thyborøn-Agger-færgen er ikke den eneste færge, der har smidt anker.
Også Feggesundfærgen, der sejler mellem Nordmors og Thy, kommer til at ligge stille det næste døgns tid.
- Det er både på grund af vind og lavvande. Så vi kommer i hvert fald ikke ud at sejle mere i dag, fortæller skibsfører Hugo Vestergaard, der også håber på at sejle igen fra lørdag.
Samme udsigt kan der være for Hvalpsund-Sundsøre Færgen, der starter fredagen med sædvanlig drift, men ifølge dagens skibsfører forventes det at ændre sig.
- Vi sejler normalt indtil videre, men aflysningerne kommer nok på tale, når vinden tager til. Jeg vil sige, der er en god chance for, at sejladsen indstilles i løbet af dagen, lyder det fredag morgen.
Ser tiden an
Generelt så bliver det en dag, hvor flere færger kommer til at se tiden an. Også på Næssundfærgen, der sejler mellem Sydthy og Sydmors, mærker den lave vandstand i Limfjorden.
- Der er da meget vind, og det er meget lavvandet. Vi regner med at holde den kørerende. Det må ikke bliver meget mere lavvandet, så kan vi ikke få bilerne af og på, fortæller skipper Peter Jørgensen.
Tror på normal drift
Ved Fursund er man mere optimistisk i forhold til dagens drift.
Her forventer man endnu ikke at aflyse afgange.
- Vi regner ikke med, det kommer til at påvirke færgedriften voldsomt. Der kan forekomme lidt ekstra bølgegang, og måske lidt forsinkelser, lyder det fra Fursund Færgeri.
Samme optimistiske tilgang har man hos Venøfærgen. Her forventer man ikke de store udfordringer.
- Vi sejler. Det er meget lavvandet, men vi forventer at kunne blive ved med at sejle, lyder det, da TV MIDTVEST ringer til færgen.
Alle færgeruter har en SMS-service, man kan tilmelde sig, hvis man vil holde sig opdateret på driften.