Godt nyt fra Koldby-Hørdum: Græsset bliver atter grønt
Foto: Lasse Dickmann, TV MIDTVEST
Sådan så banen i Hørdum ud efter at være sprøjtet med Roundup.
Det blev ikke nødvendigt at anlægge helt nye baner, selv om græsset blev helt svedet af sprøjtemidler.
Efter et noget trist forår er der nu endelig godt nyt til fodboldspillerne i Koldby-Hørdum IF.
Græsset på de tre fodboldbaner, der i maj var gule og visne efter at være sprøjtet med Roundup, er atter ved at blive grønt.
- Jeg er rigtig glad for, at der endelig er fundet en løsning. Der vil kunne spilles på banerne om fem uger, og dermed vil de planlagte efterårskampe kunne gennemføres, siger formanden for klima, miljø og teknikudvalget i Thisted Kommune, Esben Oddershede (V) til TV MIDTVEST.
Historien om de afsvedne fodboldbaner i Thy gik landet rundt, da det kom frem, at banerne var blevet sprøjtet med Roundup - til trods for, at Thisted Kommune har bestemt, at der ikke må bruges sprøjtemidler på kommunale arealer.
Koldby-Hørdum IF erkendte med det samme, at der var sket en fejl. Til gengæld gav spørgsmålet om, hvem der skulle betale for at rette op på skaderne større hovedbrud. Thisted Kommune ville ikke reparere skaderne, før det stod klar, hvem der skulle betale regningen. Det blev kompliceret af, at der var to forsikringsselskaber inde i billedet - firmaer der repræsenterede klubben og den entreprenør, der udførte arbejdet.
Men nu er der fundet en løsning.
Esben Oddershede fortæller, at græsset er kommet sig så meget, at det ikke har været nødvendigt at anlægge tre helt nye baner.
Billigere end frygtet
Dermed bliver den samlede regning noget mindre end frygtet, og da klubben ifølge Oddershede nu har sagt, at den vil betale omkostningerne, er kommunen begyndt at reparere skaderne.
Græsset bliver slået og vertikalskåret, og de steder, hvor græsset er helt visnet væk, bliver der sået nyt.
Esben Oddershede siger, at det er det varme forår og den megen nedbør, der betyder, at græsset er kommet sig så flot ovenpå sprøjtningen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra formanden for Koldby-Hørdum IF, Morten Smed, men klubben skriver på Facebook om den "bedste sommerhilsen til vore medlemmer".
- Hovedbestyrelsen har været enormt presset og brugt uendelig mange frivillige timer, for at vi i dag kan starte reetablering af banerne. Derfor er vi super glade for at kunne meddele vore medlemmer, at vi som skrevet er klar til fodbold i KHIF for fuld skrue, på rigtig grønt græs efter sommerferien, skriver klubben.