Fru Christensen har arbejdet i 80 år - lige nu er hun julehjælper
Den 86-årige fra Nykøbing elsker at arbejde som hjælper i byens Imerco-butik, og selv om hun har været 80 år på arbejdsmarkedet, er hun slet ikke klar til at stoppe.
Der er nogen, der går på arbejde for at tjene penge.
Og så er der andre, der slet ikke kan lade være.
Morsingboen Marie Christensen – bedst kendt som Fru Christensen - er en af dem, der elsker sit arbejde som julehjælper i byens Imerco-forretning.
- Jeg kan lide det, alle kunder er så søde, og jeg elsker jo at ekspedere, siger hun.
Fru Christensen startede med at arbejde, da hun som seksårig gik med aviser, og selv om der nu er gået 80 år på arbejdsmarkedet, så er hun slet ikke klar til at give slip endnu.
Tiden i butikken er vigtig
Fru Christensen trives bedst, når der er folk omkring hende, og derfor er timerne i Imerco blevet ekstra vigtige, efter at hendes mand døde tilbage i 2008.
- Så skal man hjemmefra for at få den der sorg på afstand, fortæller hun.
Og hendes selskab i butikken sætter kollegaerne meget pris på, fortæller salgsassistenten.
- Hun er superskøn. Hun er frisk. Hun kan danse TikTok ligesom de unge. Hun er bare en ener, siger Malene Squillaci, som er salgsassistent i Imerco.
Det er Fru Christensen glad for, for hun forlader ikke bare lige butikken.
Men det skal hun bestemt heller ikke, fortæller salgsassistenten.
- Vi kan slet ikke undvære Fru C., siger hun.
Udover at hjælpe til i den travle julemåned, så hjælper Fru Christensen også i sommerferien, når turisterne kommer.