Forældre til Danmarks nye store cykelstjerne: - Han gør det pishamrende godt
Foto: Anders Meyer / TV MIDTVEST
Claus og Karina Rasmussen er forældre til 24-årige Jonas Vingegaard fra Glyngøre, der i øjeblikket blander sig helt i toppen af Tour de France-klassementet.
Glyngøre-cykelrytteren Jonas Vingegaard har leveret en imponerende debut i årets Tour de France. I Nordjylland følger hans forældre med fra en campingplads, og de er ved at revne af stolthed.
De fleste forældre er stolte, når deres børn opnår noget stort. Claus og Karina Rasmussen er ingen undtagelse.
Deres søn er cykelrytteren Jonas Vingegaard fra Glyngøre, som i år er med i Tour de France for første gang, hvor han kører for det hollandske cykelhold Team Jumbo-Visma.
- Vi er enormt stolte. Det er jo helt vildt, siger Claus Rasmussen.
- Han gør det pishamrende godt, tilføjer Karina Rasmussen.
Jeg har altid været nervøs, når han har kørt nedad.
Karina Rasmusse, mor til cykelrytter Jonas Vingegaard
Når forældrene fra Hillerslev i Thy tænder for det lille fjernsyn uden for deres campingvogn i Nordjylland i de her dage, sidder ikke kun stolthed, men også nerverne helt udenpå tøjet.
- Man er vildt spændt. Især når der er bjergetaper. Jeg har altid været nervøs, når han har kørt nedad. Jeg har aldrig brudt mig om det, fordi jeg ved, at han kan køre hamrende stærkt nedad. Så der har jeg det ikke super godt, fortæller Karina Rasmussen.
I skrivende stund ligger den 24-årige cykelrytter på 3. pladsen i klassementet med 5 minutter og 32 sekunder op til polske Pogacar, der har førertrøjen.
Der var ikke mange, der havde forventet, at det ville gå så godt. Hverken cykeleksperter, Vingegaard selv - eller hans forældre.
- Jeg havde ikke forventet, at han ville sidde med helt i toppen af Tour de France. Vi vidste godt, at han over tid skulle få chancen til at køre klassement i en Grand Tour, men at det kommer så hurtigt, det er lidt overraskende, siger Claus Rasmussen.
Det lå ikke i kortene
Ifølge forældrene har det dog aldrig ligget i kortene, at Jonas Vingegaard skulle nå dertil. Godt nok var han en ihærdig, målbevidst og stædig drengerytter, men hans mor forklarer, at Jonas fik en sen udvikling, som gjorde det svært for ham at vinde i sine tidlige år på cyklen.
- Han havde bare viljen til at hænge på. Hvert andet år gik det nogenlunde, og hvert andet år gik det ikke super godt. Det var først, da han blev juniorrytter, at det begyndte at gå godt, fortæller Karina Rasmussen om sønnens svære start.
Hun har dog altid vidst, at han kunne blive en habil bjergrytter.
- Siden han var lille, har vi taget på ferie nede omkring Alpe d'Huez, og vi kunne se, at han var dygtig til det der med bjergene, fortæller Karina Rasmussen.
Overhalede gul førertrøje
At Vingegaard har stærke bjergrytter-ben fik han slået fast med syvtommersøm på onsdagens kongeetape på Mont Ventoux, hvor han imponerede alle, da han satte den gule førertrøje på vej op ad bjerget.
Og på femte etapes enkeltstart leverede han en tid, der gav ham en syvendeplads. Den havde faren ikke set komme.
- At han er så god til at klatre, det vidste vi egentlig godt. Men at han har udviklet enkeltstarten så meget, er bare super fedt, siger Claus Rasmussen.
De har altid støttet mig og altid været der for mig. Det er jo bare skønt
Jonas Vingegaard, cykelrytter, Glyngøre
Sådan nogle præstationer sætter gang i tankerne om en mulig topplacering i årets Tour de France.
- Hvis han er nogenlunde heldig med ikke at styrte, så tror jeg godt, at han kan køre en top fem hjem, siger Claus Rasmussen.
Vigtig opbakning
Jonas Vingegaard selv tilskriver forældrene en stor del af æren for sin vej til toppen. Uden opbakningen hjemmefra tror han ikke, at han ville være, hvor han er i dag.
- Det har selvfølgelig betydet rigtig meget for mig. De har altid støttet mig og altid været der for mig. Det er jo bare skønt, sagde den 24-årige cykelrytter kort før etapestart lørdag.
Knap to tusinde kilometer mod nord i forældrenes campingvogn varmer sønnens ord hos forældrene.
- Det er glædesfølelser i den grad. Vi er godt klar over, at vi var dem, der hjalp ham til at blive professionel. Og der fra til, hvor han står i dag, det er Trine og Frida, siger Karina Rasmussen med henvisning til Jonas Vingegaards kæreste Trine Marie Hansen og deres lille datter.
- Det er dejligt at høre, at han værdsætter, hvad vi har gjort, siger Claus Rasmussen.
I morgen søndag venter der Jonas Vingegaard en vigtig bjergetape, hvor han igen har mulighed for at udfordre sine konkurrenter.