Flere bygninger udsat for hærværk i Nykøbing
Natten til tirsdag blev der smadret ruder i flere erhvervslokaler i Nykøbing.
Politiet fik tidligt tirsdag morgen en melding om, at en mand gik og smadrede ruder i butikker og kontorer. Manden er endnu ikke identificeret.
En endnu ukendt mand var natten til tirsdag et smut forbi gågaden i Nykøbing. Her kom han ikke for at se - men for at smadre.
- Vi får anmeldelsen klokken fire om, at der er en mand, der har smadret ruderne til en tøjbutik på Lille Torv, siger Henrik Nielsen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Der er ikke tale om indbrud. Det ligner hærværk
Henrik Nielsen, vagtchef, Midt- og Vestjyllands Politi
Mens politiet kørte mod Nykøbing, fik de anmeldelser om, at også Salling Bank, Morsø Bryghus og nogle tomme kontorer havde haft besøg af manden.
- Der er ikke tale om indbrud. Det ligner hærværk, siger Henrik Nielsen.
Politiet har stadig ikke pågrebet manden.
- Vidner siger, at det var en mand iført blå jakke og kasket. Anmelder mente at kende vedkommende fra gadebilledet, siger Henrik Nielsen.