På Klostermarksskolen i Aalborg er der adgang til gratis bind og tamponer takket være to piger.
Frida Oline Hansen og Emilie Hvidegaard Ravn, der i dag er gymnasieelever, sørgede nemlig for, at man som pige på Klostermarksskolen ikke skulle gå i panik, hvis man havde glemt at få et bind eller en tampon i tasken hjemmefra.
Fra januar 2024 trådte den nye ordning i kraft takket være 5000 kroner i støtte fra Skolemælkslegatet, da skolens budget ikke rakte til at føre initiativet ud i livet. Men ordningen er blevet permanent og med stor succes.
- Som skoleleder er jeg megastolt over det. Der er virkelig tale om nogle piger med power i, siger Lars Peter Nitschke, skoleleder på Klostermarksskolen.
Hvad med os, der ikke bruger bind?
Så mens TV2 Echo tirsdag kunne udgive en artikel med et opråb fra den 21-årige KU-studerende Alexander Foged, der mener, at det er helt forkert, at Københavns Universitet fra 2025 indfører en forsøgsordning, hvor kvindelige studerende får adgang til gratis menstruationsprodukter, er der kun begejstring for en tilsvarende ordning på Klostermarksskolen i Aalborg.
- Så er det fordi, at man leder efter problemer, at man gør det her initiativ til et økonomisk problem, siger Lars Peter Nitschke til Alexander Fogeds kommentar om, at man i stedet for gratis menstruationsprodukter burde prioritere at lade de studerende komme på udveksling.
Alexander Foged mener, at det bliver en glidebane, hvor alle kan opfinde et behov, der skal dækkes på skolens budget.
Succesen på Klostermarksskolen har ført til, at skolen fremover selv finder penge i budgettet til at tilbyde de unge piger og nu også kvindelige lærere gratis bind og tamponer i skoletiden. Fordi i løbet af året besluttede skolen, at der også skulle være adgang til produkterne på lærernes toiletter.
Peanuts på budgettet
Og mens der fra den KU-studerende stilles spørgsmålstegn ved KU's prioritering af penge, er det ikke et issue ifølge skolelederen på Klostermarksskolen.
- Vi bruger knap 5000 kroner om året, så det fylder kun 0,008 procent af vores budget, siger han.
På Klostermarksskolen er der 500 elever hvoraf cirka 125 elever og 50 lærere gør brug af tilbuddet. Derfor er det ifølge skolelederen en meget lille detalje, der ikke burde blive gjort til et problem.
- Det handler ikke om penge, men om attitude, siger han.
Brok er ikke noget, de oplever på Klostermarksskolen. Der er ingen sure miner fra hverken drenge eller piger om, at de føler sig snydt eller nedprioriteret.
- Der er hele vejen rundt positiv respons om det her. Både fra elever, lærere og forældre, så jeg synes, at det er helt genialt det, de to piger satte i gang, siger Lars Peter Nitschke.